Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Algarve fremhæves som billig og attraktiv for pensionister i USA og britiske købere af fast ejendom

Algarve er populær, det ved rigtig mange allerede. Men nu anbefales amerikanske pensionister at slå sig ned i det solrige Sydportugal og flere og flere briter overvejer at købe fast ejendom samme sted.

Det skyldes, at den amerikanske dollar og det britiske pund rækker meget længere i denne tid, hvor begge valutaer har vokset sig stærke i forhold til euroen.

Algarve nummer et på Top 10
Det amerikanske online magasin U. S. News har Algarve på førstepladsen på deres top 10 over de ’10 mest økonomisk overkommelige steder’ at slå sig ned som pensionist udenfor USA, hvor den amerikanske dollar strækker længere end i hjemlandet, på grund af nuværende valutakurser.

De begrunder blandt andet valget af Algarve med, at leveomkostningerne er 30 procent lavere end i alle andre lande på det europæiske kontinent og at et pensionistpar ville kunne leve et fuldt ud almindeligt liv i hjertet af det gamle Europa for 2000 dollar om måneden (godt 13.000 kr.)

Se den samlede top 10 på U.S. News.

Det britiske pund genopliver ejendomsmarkedet
Det nuværende skel i valutakursen mellem pund og euro per start februar 2015, er den højeste siden den økonomiske krise startede i 2008, hvor den omsiggribende nedtur for økonomien startede med at æde sit første offer: ejendomsmarkedet.

I 2009 var det britiske pund næsten 1:1 med euroen og det forværrede især aktiviteter forbundet med køb og salg af fast ejendom.

Briterne får meget mere for pengene i dag
Siden februar 2014 og til i dag er kursen på det britiske pund i forhold til euroen steget fra 1,17 til 1,34, hvilket har betydet, at den britiske køber har kunnet se et budget på 175.000 pund stige til 200.000 pund på bare et år.

Det har medført en stor stigning i forespørgsler på ejendomme i Algarve den seneste tid. Den Algarve baserede online ejendomsportal Meravista har fortalt nyhedsmedier, at alene fra november 2014 til januar 2015 er interessen for at vide mere om investering i fast ejendom i Algarve steget med 80 procent og af dem står briterne for 85 %.

Mange nye tilflyttere til Algarve i 2015
Både muligheden for at slippe for at betale portugisisk skat af pension fra hjemlandet, samt den stigende valutakurs er i høj grad medvirkende årsager til, at briter ønsker at bruge mere tid i solen end i regnen. Meravista spår, at såfremt det britiske pund bliver ved med at stå stærkt i 2015, vil Algarve se en eksplosion af nye tilflyttere til regionen.

Det menes, at der allerede bor mere end 100.000 udenlandske pensionister fra hele verden i Algarve og det kan også forventes, at hvis efterspørgslen vokser, stiger priserne naturligvis på ejendomsmarkedet samtidigt.

Det er primært i områder som Carvoeiro og dele af Albufeira, der ser den stigende interesse, mens Lagos og Portimão stadig ligger og kæmper med at komme oven vande og tiltrække mere interesse udefra.

Afsmittende effekt på flyttefirmaer
Direktøren for det internationale flyttefirma Algarve Removals, kan også nikke genkendende til den britiske interesse i Algarve. Han fortæller, at han i snit nu har tre flyttelæs fra UK til Algarve om ugen og kun en halv den anden vej. Det er en kombination af nye tilflyttere og nuværende, der har besluttet sig for at blive og derfor ønsker at få alt indbo fragtet over.

Kilder: theportugalnews og usnews



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer