Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Aktiv ferie Portugal – tre motionsløb med indbygget sightseeing i Lissabon og omegn – Lissabon Halvmaraton 2015

Lissabon og Cascais gør igen klar til at modtage de mange løbere til tre hæderkronede motionsløb på den lange distance omkring 20 km i februar, marts og april 2015:

15. februar: 20KM Cascais
22. marts: Lissabon Halvmaraton
12. april: Cascais-Oeiras-Lissabon (Belém) 20 km.

20KM Cascais
Allerede den 15. februar skal flere motionister teste formen på den lange distance i den 32. udgave af løbet 20KM Cascais, der har start og mål ved Baía de Cascais i Cascais centrum. Løberne føres en tur rundt i byen, inden de bliver sendt ud langs med Atlanterhavskysten i retning mod Guincho og tilbage igen.

Løbet er meget populært og har altid deltagelse af 3000-4000 ivrige motionister og dem, man vel kan kalde rigtige løbere. Løbet ligger i forbindelse med Fastelavn den 15. februar og ønsker man bare en hyggelig dag med børn og familie, og alligevel få lidt motion og frisk luft, er det også muligt at deltage på en fem kilometer distance, hvor der ikke er krav om at man rent faktisk løber. Rigtig mange vælger at gå distancen denne hyggelig søndag formiddag.

Læs også: Aktiviteter og oplevelser i Portugal - aktiv ferie ved Lissabon, Porto og i Algarve

Som en sjov note skal det lige med, at løbsarrangørerne i 2014 var nye og målermanden, som havde ansvaret for at måle ruten korrekt op, var ikke helt frisk den dag. I hvert fald blev rigtig mange løbere overrasket over at se det samme kilometerskilt undervejs to gange, hvilket reelt betød at løbet var på 21 km. Arrangørerne har lovet ikke at lave den samme fejl i 2015 udgaven.

Starten går kl. 10 og tilmelding er stadig mulig. Pris per deltager er 14 euro for 20 km distancen og 11 euro for den korte tur på 5 kilometer.

Lissabon Halvmaraton
Søndag den 22. marts er der igen mulighed for at snøre skoene og være med i et umådeligt populært motionsløb.

Lissabon Halvmaraton har sat et maksimum på 34.000 deltagere i 2015 versionen, som også er jubilæumsudgave. Det er 25. gang at løbet finder sted.

Ruten er sat i Lissabon og scenariet er specielt for løbsdeltagerne, der alle starter på den fjerne side af den imposante bro Ponte 25 de Abril, krydser broen i retning mod det historiske Lissabon, for at afslutte de lidt mere end 21 kilometer ved området foran det spektakulære kloster Mosteiro dos Jerónimos.

Løbsarrangørerne har allerede her per start februar 2015 gjort opmærksom på, at 30.000 allerede har tilmeldt sig årets udgave af Lissabon Halvmaraton og det forventes, at de, lige som i 2014, må melde alt udsolgt længe inden løbsdagen.

Så tilmelding i god tid er bydende nødvendigt og kan klares på den officielle hjemmeside EDP Meia Maratona Lisboa. Her kan man også læse mere om det børnevenlige Mini Maratona som afholdes samtidigt.

Cascais – Oeiras – Lissabon 20 km.
Portugals ældste motionsløb, som oprindeligt var et stafetløb på 4x5 km (og stadig er det), har tilføjet muligheden for, at enkeltpersoner kan løbe samtlige 20 km alene.

Det er 76. udgave som løber af stablen den 12. april 2015 med start ved Baía de Cascais og så er det ellers bare afsted langs med Avenida Marginal. Målet ligger igen foran Mosteiro dos Jerónimos og på en solskinsdag er det et fantastisk scenarie som udspiller sig langs med ruten. Udsigt til vandet, ind igennem de utallige bydele og byer undervejs og måske bedst af alt, næsten altid med vinden i ryggen.

Motionsløbet på 20 km har et par tusinde deltagere, mens ligeså mange har lavet et hold, der hjælper hinanden igennem de 4 gange fem kilometer. Tilmelding på løbets hjemmeside.

Relateret artikel: Aktiv ferie Portugal - langdistanceløb i Portugal - hel og halvmarathon 2014



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer