Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Alentejo hvidvin fra Cortes de Cima kåret som verdens bedste i kategorien Dry White Wine

Cortes de Cima Branco 2013 blev valgt til verdens bedste tørre hvidvin ved en af verdens vigtigste vinkonkurrencer: Vinalies Internationales i Paris, Frankrig. Det skriver Correio da Manhã.

Konkurrencejuryen, som i perioden fra 27. februar til 3. marts 2015 smagte på 3500 vine fra 40 lande, tildelte ovenikøbet hvidvinen fra Alentejo den højeste score af samtlige vine i alle kategorier som var repræsenteret i konkurrencen (rødvine, hvidvine, mousserende vine og hedvine).

Druerne til hvidvinen er dyrket på vinproducentens jorde ved atlanterhavskysten nær Milfontes og blandet med druer dyrket på Cortes de Cimas egen vingård. Pris per flasker i de lokale supermarkeder ligger på omkring 10 euro (75 kr.). 9600 flasker blev fyldt op med den nu prisvindende hvidvin i maj måned 2014 og sat til salg i november samme år.

Læs også: Vin fra Portugal

Vinen kan ikke længere købes online, da Cortes de Cima melder den udsolgt på deres hjemmeside, men læs meget mere om fremstillingen af Cortes de Cima Branco 2013.

Som en note til vinelskere skal det bemærkes, at Cortes de Cima vingården drives af et dansk/amerikansk ægtepar, som også fremstiller en fremragende rødvin - en direkte hyldest til forfatteren H.C. Andersen. Læs mere om vinen Homenagem a Hans Christian Andersen.



Kommentarer

 

IB LERNØ siger:

HAR VÆRET PÅ BESØG I VINGÅRDEN ,MEN MANGLER ET STED HVOR MAN KAN KØBE I DK

12 March 2015 3:46 PM
 

Maria10 siger:

Det kan du hos H. J. Hansen Vin eller Vinspecialisten.

14 March 2015 3:22 PM