Foråret er ankommet og sommeren er lige om hjørnet. Lissabon er som sædvanlig garant for en stribe gode oplevelser for alle sanser.
Mad, musik og unikke oplevelser går igen i år hånd i hånd i pragtfulde Portugals hyggelige hovedstad.
Læs også: Lissabon shopping - Avenida da Liberdade
Nedenstående events er bare et lille udpluk af de mange begivenheder og arrangementer som finder sted i Lissabon henover sommermånederne i 2015. Men det kan forhåbentlig inspirere til en masse gode og oplevelsesrige stunder.
Find hotel i Lissabon centrum: Hotel do Chiado
Kulinarisk oplevelse: fra havet til bordet
Peixe em Lisboa - Lisbon Fish & Flavours 2015
9-19. april 2015
Den 8. udgave af den traditionelle kulinariske smagsevent i Lissabon er dedikeret til alt det gode fra havet med friskfanget fisk og skaldyr og får igen i 2015 deltagelse af nogle af Portugals bedste restauranter og køkkenchefer, samt internationale gæstekokke fra Spanien, Frankrig og Brasilien.
Den største event af sin slags byder på mange inspirerende oplevelser, som for eksempel tilberedelse af madretter foran publikum, hvor fisk og skaldyrsretter bliver tilberedt med opfindsomhed og nytænkning af professionelle.
10 restauranter har dagligt åbent for gæster mellem kl. 12 og 24. Arrangementet finder sted på Pátio da Galé - Terreiro do Paço i hjertet af Lissabon.
Læs meget mere om programmet for Peixe Em Lisboa 2015.
Klassiske koncerter
Music Days in Belém – Lights, Camera…Music
24.- 26. april 2015
Musikfestivalen Music Days in Belém i det store kulturcenter i Belém, ikke langt fra Lissabon, er en tredages maratonfestival, med fokus på den klassiske musik.
80 arrangementer er der på plakaten og desuden er der mulighed for at opleve den storslåede kulturbygning Centro Cultural de Belém.
Læs mere om arrangementet på VisitPortugal.
Musikalske jazz lækkerier
Estoril Jazzfestival 2015
9-10. og 16-17. maj 2015
Ikke langt fra Lissabon langs med kysten ligger den hyggelige ferieby Estoril, som også lægger navn til Jazzfestivalen. Hele arrangementet finder sted over to weekender i maj i Casino Estoril.
Denne 34. udgave af Estoril Jazz / Jazz in Summer Day byder på navne som Roseanna Vitro, Kenny Werner, Sean Jones og Ricardo Toscana.
Få mere information om programmet på Estoril Jazz 2015.
Kapsejlads på floden
Volvo Ocean Race – Lissabon 2015
Fra 25. maj til 7. juni 2015
Igen i år er Lissabon en del af den verdensomspændende kapsejlads Volvo Ocean Race. Det forventes, at bådene ankommer til Lissabon havn i perioden fra 23. til 27. maj og sejler videre mod Frankrig den 7. juni.
Er man sejlsportsinteresseret eller vil man bare opleve noget ekstraordinært, er 6. juni dagen man bør notere ned, da der er planlagt en parade og en kapsejlads for alle deltagende både, det såkaldte In-Port Race.
Det er et spektakulært syn at se disse fantastiske både konkurrere indbyrdes ned af Tejo-floden. Der er sejlsports-events allerede fra 25. maj, hvor Lissabon officielt åbner sin del af showet.
Se det fulde program for Lissabons del af Volvo Ocean Race 2015.
Rockfestival i varmen
Nos Alive 2015 Lissabon - musikfestival
9-10-11. juni 2015
Lissabons svar på Roskilde festivalen hedder Nos Alive (tidligere Optimus Alive) og er et stort tilløbsstykke for interesserede af moderne rockmusik. Det skal understreges, at det ikke er muligt at overnatte på festivalen, men billetprisen er cirka det halve i forhold til Danmarks største rockfestival.
Find lavpris hotel i Lissabon: Hotel Suiço Atlântico
I 2015 har arrangørerne lavet kontrakter med tidstypiske navne som Muse, The Prodigy, Disclosure og Sam Smith for bare at nævne enkelte. Tidligere har store navne som Depeche Mode, Kings of Leon og Green Day glædet de 80.000 publikummer, der hvert år møder op på de lune sommeraftener i juni. Læs mere om Vejret i Lissabon.
Se hele programmet på Nos Alive 2015.
Fest og musik i gaderne
Dia de Santo António
12. juni 2015
Den traditionelle ’Sardin-Fest’ når sit højdepunkt den 12. juni 2015, med fest og musik i Lissabons gader og stræder til langt ud på morgenen.
Santo António festen starter sidst på eftermiddagen med gadeoptog og parader af udklædte borgere fra forskellige dele af Lissabon. Det hele kulminerer om aftenen på Rossio pladsen i det centrale Lissabon. Denne tradition kaldes også Marchas Populares de Lisboa.
Læs også: Sardiner i Lissabon - sådan fejres Santo Antonio
Men det er ikke bare denne aften, men hele juni måned som er dedikeret til fejring af Santo António, hvor der grilles sardiner og serveres mad og drikke på stort set alle pladser og i de små gader i Lissabon. Det er Portugal når det er mest traditionelt og meget ulig noget man kan opleve i Danmark. Det er en fantastisk oplevelse at se de lokale hygge, synge og danse fra altaner og hustage og i de tætpakkede gader. Læs meget mere om Lissabons bydele.
Video: Trods den lidt dårlige lyd, kan man sagtens fornemme de lokales glæde og hyldest til egen by
Oplev Lissabon i sporvogn
Man kan naturligvis altid køre en tur med den legendariske sporvogn nr. 28 i Lissabons snævre gader i det gamle kvarter, men det er især i forår og sommerperioden, at den synes ekstra populær.
Det hænger naturligvis sammen med et større antal turister finder vej til Portugals hovedstad, men i lige så høj grad også fordi temperaturerne for alvor bevæger sig opad på termometeret og oplevelser bliver altid bedre i solskinsvejr.
Det er en god ferieoplevelse at se de mange seværdigheder undervejs på turen med sporvogn nr. 28. Læs mere om sporvognens seværdigheder langs med ruten.
Læs også: Lissabons historie