Ikke mange unge portugisere flytter hjemmefra i en tidlig alder.
Man skal som ungt menneske i Portugal væbne sig med tålmodighed i bestræbelserne på at komme ud og stå på egne ben i egen bolig.
Der er naturligvis indlysende årsager til, at det ikke lige er sådan at komme væk fra mor og far, da uddannelse, job og økonomi for størstedelen af de unges vedkommende ikke ligger lige for, som det ses i mange andre og mere velstillede nationer.
Svært at slippe hjemmefra i Portugal
Tallene, som er fra 2013, blev offentliggjort i en rapport af Eurostat den 16. april 2015. Faktum er, at i Portugal er gennemsnitsalderen på 29 år inden børn forlader forældrenes husstand, fordelt på 30 år for mænd og 28 år for kvinder.
Til sammenligning er gennemsnitsalderen for en dansk kvinde/mand, som flytter fra det fædrene ophav, på 21 år, fordelt på 20,5 for kvinder og 21,4 år for mænd.
I Sverige er gennemsnitsalderen helt nede på 19,6 år og i hele EU var gennemsnitsalderen på 26,1 år i 2013, inden børnene fløj fra reden.
Fald i antal af unge under 15 år
Eurostat, som er EU’s statistikkontor, har i selvsamme rapport, som hedder Facts and figures on youth and children in the EU, også kalkuleret på, at per 2050 har Portugal den laveste andel af børn under 15 år af alle EU’s medlemslande, hvis den negative tendens i fødselsraten fortsætter som nu.
I 1994 var befolkningsandelen af unge under 15 i Portugal på 18,4 procent, i 2014 faldt den til 14,6 og der forventes yderligere et fald helt ned til 11,5 procent når halvdelen af det 21. århundrede er gået.
Gennemsnitsprocenten i EU for de tre førnævnte årstal er på henholdsvis 18,6, 15,6 og et forventet 15,0 for EU's 28 nuværende medlemslande i 2050.
Det er et kolossalt dyk for Portugal. Forklaringen kan måske ligge i tallene for, hvornår man flytter hjemmefra, samt at flere og flere portugisiske unge mennesker fravælger et, to eller måske helt børn overhovedet, når deres egen situation i denne tid ser svær ud. Det er ikke nemt at komme hjemmefra og starte en familie op fra bunden.
Kun ni af de 28 EU lande forventes at forøge antallet af børn under 15 år per 2050 (og dette inkluderer ikke Danmark), mens resten af EU og især Slovakiet, Portugal, Spanien og Irland kan imødese det største fald målt i procentpoint.
Kilde: eurostat (PDF format)
Læs også: Gode nyheder for Portugals nyfødte børn – laveste børnedødelighed nogensinde i 2014