Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk






Lissabon succes overføres til London og New York – Mercado da Ribeira er et ’must visit’ for den madglade turist i Portugals hovedstad

En af Lissabons helt gamle handelsmarkedspladser Mercado da Ribeira i byens Cais do Sodré kvarter, nær vandet, er blevet moderniseret i en sådan grad, at ideen nu skal overføres til London og New York inden længe.

Food-Court for feinschmeckere
Konceptet Food-Court, som man efterhånden kender fra mange shoppingcentre, er taget til helt nye og finere gastronomiske højder, efter det britiske magasin Time Out gik ind og bød på den gamle markedsplads og efterfølgende omdannede det til et mekka af god mad til lave priser, endog med opbakning fra mange af landets fineste køkkenchefer, som lægger navn og ry til stedets restauranter.

Alexandre Silva, Miguel Castro e Silva, Henrique Sá Pessoa og Dieter Koschina er bare enkelte at de navne, som gerne står ved, at der bliver serveret god mad i Mercado da Ribeira. Læs om flere af de store navne i artiklen Welcome to the Time Out Mercado da Ribeira.

Køb forskelligt og sid sammen
Kvalitetsrestauranter og fødevarebutikker er samlet under et tag og man finder bare en ledig plads på det store åbne areal i markedshallen, når maden er købt. Man behøver endda ikke købe mad fra samme restaurant for at kunne sidde sammen.

Turister og lokale sidder mellem hinanden på høje stole ved lange, høje træborde og nyder maden, som man kan se blive tilberedt på stedets 20 åbne og travle køkkener. Se billeder fra Mercado da Ribeira, publiceret i artiklen Mercado da Ribeira Time Out – A market that is totally In af Lisboa Cool.

Det skal også nævnes, at McDonald’s, Pizza Hut, Burger King eller lignende IKKE er repræsenteret blandt restauranterne. Man kan dog sagtens få burger, pizza og traditionelle portugisiske retter, men til forskel fra førnævnte fastfoodkæder, er kvaliteten helt i top, til absolut gode priser.

Tag en unik oplevelse med hjem
Rigtig mange turister har fundet stedet (der jo bestemt også skal leve af de mange gæster fra ind- og udland, som skal have et par måltider om dagen) og oplevelsen som gæst er helt unik.

Efter endt spisning besøger man de mange små specialbutikker, som sælger alt fra chokolade til dåsesardiner, eller markedspladsen i hallen ved siden af, som sælger frisk frugt og grønt og kød og fisk og meget andet (har dog ikke samme åbningstider).

Mercado da Ribeira åbningstider og adresse
Time Out Mercado da Ribeira
Avenida 24 de Julho
Lissabon
(Skråt overfor Cais do Sodré togstation, i retning mod byen)

Mandag – onsdag: 10-24
Torsdag – søndag: 10-02

Der er gratis entré.

Konceptet til London og New York
Nu vil Time Out kopiere konceptet til London og New York og de fortæller, at selvom nyhedsværdien i Lissabon har lagt sig (markedet åbnede for lidt over et år siden), så er det stadig meget populært og en god forretning med op til 60.000 kunder om ugen. Derfor er selskabet bag ikke bange for at springe ud i det og forsøge sig i andre dele af verden.

Time Out Mercado da Ribeira er i dag en skønsom blanding af alt det, som magasinet gennem sin levetid har anbefalet sine mange millioner læsere: god kvalitet. Det er ikke helt forkert at sige, at magasinet har bragte dele af det skriftlige indhold i deres papir og onlinepublikationer til levende live.

Video: “The Grand Opening” af Mercado da Ribeira maj 2014



Kommentarer

Endnu ingen kommentarer