Det portugisiske fodboldforbund skal finde en ny landstræner til erstatning for Carlos Queiroz.
Se også: Carlos Queiroz i diciplinærsag.
Det blev om aftenen den 9. september 2010 annonceret af formanden for det portugisiske fodboldforbund (FPF) Gilberto Madaíl.
Den direkte årsag til fyringen af den tidligere assistenttræner i Manchester United og kortvarige træner i Real Madrid er Portugals seneste resultater i EM kvalifikationsturneringen.
4-4 mod Cypern på hjemmebane og ikke mindst 1-0 nederlaget i Norge d. 7. september lever ikke op til Portugals ambitioner, og udsigten til at skulle undvære Carlos Queiroz i hele 6 måneder til vigtige kampe herunder mod Danmark har fået fodboldforbundet til at reagere.
Flere navne har været i spil som ny landstræner i Portugal, herunder tidligere Sporting træner Paulo Bento.
Mange så gerne at Europas succes-træner nummer 1 José Mourinho overtog posten, men han har netop fået managerposten i den spanske storklub Real Madrid og vil næppe overveje et sådant tilbud før senere i karrieren.
Relateret artikel:
- Kampplan og resultater i EM gruppe H
- Stilling i EM gruppe H
Din vurdering:
Da askeskyen over Island i foråret 2010 lagde lufttrafikken i Europa død i nogen dage, var der flere danske turister, som valgte at tage en taxa fra ferieområderne i Sydeuropa til Danmark.
Nogen få stykker kørte turen helt fra Portugal med en, må man formode, ganske tilfreds portugisisk chauffør. Se historien om en taxi-tur fra Porto til Hillerød på Frederiksborg Amtsavis.
Fra finalebord direkte ud i taxa til Lissabon
Taxi er ikke særligt dyrt i Portugal.
Årsagen er primært de lave gennemsnits-lønninger, men også den lavere pris på køretøjerne spiller ind.
I Portugal kører taxi-chauffører desuden ikke, som mange chauffører gør i København (med skattefinansieret statsstøtte på registreringsafgiften) rundt i store nye luksus Mercedes og BMW biler.
En hurtig portugisisk hyrevogn (der er motorvej hele vejen fra Algarve til Lissabon) lå derfor lige til højrebenet for pokerspilleren Frederik Brink Jensen, som sammen med et par irske kolleger valgte at nappe en taxi til Lissabon lufthavn direkte fra Vilamoura EPT pokerturneringen i Algarve. Målet var at nå at deltage i Partouche-turneringen i Cannes, som allerede var igang.
Var Frederik Brink Jensen ikke kommet afsted omgående, havde han ikke nået Lissabon-flyet til Cannes i Frankrig.
Samlet pris for de 250 kilometer på strækningen Vilamoura-Lissabon blev 345 euro, skriver TV2.
Det forlyder at turneringen i Cannes tiltrækker en del spillere med knap så skarp en poker-sans, som den danske stjernespiller. Frederik Brink Jensen måtte dog nøjes med 6. pladsen og 75.000 euro i præmie i Vilamoura, da han hurtigt blev slået ud i Cannes.
Se historien på TV2 Sporten.
Taxi i Lissabon
Den mest gængse hyrevogn i Lissabon er en Mercedes 190 D eller en ‘nyere’ Mercedes C-klasse diesel fra 1990’erne. Ganske mange af bilerne har først aftjent deres værnepligt i Tyskland, inden de er importeret (billigt) til Portugal.
Fodbold er et særdeles populært emne for konversation med kunderne for mange taxi-chauffører i Portugals hovedstad. I den forbindelse er det værd at huske som dansk turist at Peter Schmeichel i sin tid spillede for Sporting – samt naturligvis at Sporting og Benfica fans ikke altid er helt enige.
Drejer samtalen sig ind på Sporting-Benfica forholdet med en 'Benfica-chauffør', kan man med fordel hurtigt skifte emne til danskeren Michael Manniche - som på portugisisk blot hedder Maniche (udtales 'Manish'). Michael Manniche spillede i 4 år for Benfica – og er stadig en højt værdsat legende i Lissabon.
Se også fakta om Taxa i Portugal.
Blandt Lissabons mange taxi-chauffører findes et par ganske originale typer.
Ham her er kendt for godt at kunne lide at danse lidt for publikum:
Din vurdering:
Benzin- og dieselpriserne i Portugal er i sensommeren 2010 på det højeste niveau i lang tid.
Dieselprisen lå i starten af september 2010 på det næsthøjeste niveau i Europa kun overgået af Grækenland.
En liter diesel kunne fås for mellem 1,09 og 1,23 euro. Benzin (95 oktan) lå på mellem 1,25 og 1,42 euro per liter.
Nyt koncept fra Galp olieselskabet
I Portugal er det i 2010 billigst at tanke bilen op hos de store supermarkedskæder.
Set i forhold til de dyreste tankstationer er der ofte over 10% at spare. Ifølge Portugals konkurrencemyndigheder er supermarkederne Jumbo, Pingo Doce, Feira Nova, franske E. Leclerc kæden og kæden Mosqueteiros i gennemsnit 11,1% billigere med benzin og diesel.
Supermarkederne sidder efterhånden på 15% af markedet for benzin og diesel, og det bekymrer naturligvis de etablerede selskaber.
Portugals største olieselskab, det delvist statsejede Galp Energia, er derfor gået igang med at teste tankstationer med et nyt basis koncept, som skal konkurrere med supermarkedskæderne. På den nye type tankstation vil der ikke være købmandsvarer, men kun en enkelt medarbejder i en meget lille bygning til at tage imod betaling for benzin og diesel.
Se også: Guide til billigste benzin i Portugal (eksternt link).
I Portugal hedder diesel i øvrigt gasóleo (afmærket med sort), i modsætning til benzin, som heder gasolina og er afmærket med grønt.
Galp Base i Setúbal
Benzinstationen, hvor prisen på benzin og diesel vil ligge på niveau med supermarkederne, kaldes Galp Base og findes foreløbig kun i byen Setúbal syd for Lissabon.
Galp Energia har meddelt at der ikke bliver tilsat additiver i benzinen på Galp Base, hvilket kunder med ældre biler bør bemærke. Det samme sker ofte hos supermarked-kæderne.
Brændstof priserne på Galp Base tankstationen i Setúbal var i første åbningsweekend 1,27 euro for 95 oktan benzin og 1,06 euro for diesel.
Den portugisiske automobilejer-organisation ACP’s formand Carlos Barbosa byder det nye koncept velkomment, men mener også at Galp tidligere har udtalt at tilsætning af additiver er vigtigt og forstår derfor ikke at man nu på trods af at have kritiseret benzin uden additiver, nu gør som supermarkederne.
Additiver gør at motorer i ældre biler produceret dengang (før 1990), der var bly i benzinen, stadig i stor udstrækning kan ‘overleve’ uden blyens smørende effekt.
Dyrt at tanke på motorvejen i Portugal
Skal man køre langt i bil i Portugal, kan det altid svare sig at tanke op hjemmefra, inden man kører ud på motorvejen.
For turister på kør selv ferie på vej i bil til Spanien fra Portugal er der som regel minimum 20% at spare på at vente med at tanke op, til man når Spanien.
Se også: Billeje Portugal.
Din vurdering:
I en længere artikel i dagbladet Information den 8. september 2010 gennemgås Portugals positive resultater med en alternativ og mere menneskelig tilgang til narkomaner og deres problemer.
Kort fortalt forsøger det portugisiske behandlingssystem og de portugisiske domstole at hjælpe narkomanerne videre uden at kriminalisere dem mere end højst nødvendigt (med mindre der er tale om grove tilfælde af lovovertrædelser).
Se også artikel på Portugalnyt.dk fra 2009: ‘Afkriminalisering af brug af narkotika i Portugal ses som succes’ .
Portugal måske model for ny lovgivning i andre lande
Den portugisiske model og dens resultater vækker i større og større udstrækning opmærksomhed i andre lande, hvor man med svingende held har forsøgt at indføre hårde eller lempeligere sanktioner over for brugerne af narkotika med det udgangspunkt af brug af stoffer er kriminelt.
Portugals tilgang til narkotika
I Portugal betragtes en bruger af ulovlige euforiserende midler ikke som kriminel, men der tages alligevel med relativ fast hånd initiativer til at hjælpe misbrugeren ud af problemerne – dog uden at staten ubetinget forventer at et sådant projekt nødvendigvis vil få succes.
Det har blandt andet resulteret i en mærkbar reducering af kriminalitet begået af misbrugere, som ikke i samme udstrækning føler sig stressede personligt og økonomisk.
Endnu mere positivt er det at færre dør eller bliver smittet med HIV som følge af misbrug i Portugal.
Kritikere af loven, som blev indført i år 2001, anførte at de store byer i Portugal ville udvikle sig til portugisiske udgaver af Amsterdam, som er kendt for sin ‘sjov tobak-turisme’. Det er imidlertid ikke sket.
Artiklen i Information er oversat fra den engelske avis The Observer. Se den her.
Se også Berlingskes artikel om Socialdemokratiet, som overvejer at gøre som i Portugal.
Din vurdering:
Portugals landshold spiller den 7. september i Norge i holdets anden kvalifikationskamp til Euro 2012.
Se også Euro 2012 kampplan for gruppe H.
Kravet til det på papiret 8. bedste mandskab i verden er en sejr over Norge, som blot må nøjes med en plads, som nummer 22 ifølge FIFA rangliste august 2010.
Den første og særdeles underholdende kamp mellem Cypern og Portugal på hjemmebane i byen Guimarães i Nordportugal endte med de fantastiske cifre 4-4.
Reaktionerne i Portugal spændte mellem chok og dyb utilfredshed med landsholdet. Specielt målmand Eduardo fik en hård medfart af de portugisiske sportsjournalister for det ringe resultat.
Netop Eduardo var blandt de absolut bedste på landsholdet i VM 2010 slutrunden i Sydafrika, men i Guimarães havde han ikke en heldig dag.
Se også: Stilling i Euro 2012 gruppe H.
Norge-Portugal kamp i Euro 2012 kval gruppe H
Også i Norge er Portugals landstræner Quieroz under karantæne efter at have forbrudt sig mod det portugisiske fodboldforbunds regler om god opførsel.
Det er i stedet assistent-træner Agostinho Oliveira, der leder Portugal mod Norge.
Norges første kamp i gruppe H i Euro 2012 kvalifikationen gik efter bogen med en pligtsejr og et resultat på 2 mål mod 1 over Island.
Det portugisiske landshold bliver mod Norge forstærket med højre backen Silvio, som til dagligt spiller i SC Braga i Nordportugal. Silvio er dog kun med på afbud fra skadede Fabio Coentrao.
Portugals holdopstilling forventes at være følgende:
Målmand: Eduardo
Forsvar: Miguel, Carvalho, Alves, Silvio
Midtbane: Quaresma, Danny, Meireles, Fernandes, Nani
Angreb: Almeida
Cristiano Ronaldo er ikke med i truppen til Norge som resultat af en ankelskade i Real Madrids første liga kamp.
Norges holdopstilling mod Portugal
Norges træner Egil Olsen forventes at starte med samme opstilling, som mod Island d. 3. september.
Den var følgende:
Målmand: Knudsen
Forsvar: Hangeland, Waehler, Hogli, (Riise), Wæhler
Midtbane: Pedersen, Hauger, B. Riise, Grindhelm
Angreb: Huseklepp, Abdellaoui
Norge vil sandsynligvis være uden Roma AS forsvareren John Arne Riise, som blev skadet under træning mandag.
Se også interview med Ole Gunnar Solskjær, hvor den tidligere norske landsholdspiller forklarer om den forestående ‘massive test af mandskabet’ mod Portugal.
Kampen Norge-Portugal spilles på Ullevaal Stadion i Oslo fra kl. 20.30 dansk tid.
Man kan følge stillingen i kampen Norge-Portugal på UEFA hjemmesiden på følgende link.
Danmark-Island kamp i Euro 2012 kval gruppe H
Inden den 7. september er det kun Danmark i EM kval gruppe H, som endnu ikke har spillet en kamp.
Kampen mod Island kræver intet mindre end en sejr og helst med at godt måloverskud.
Danmark er i øjeblikket ifølge FIFA ranglisten august 2010 det 29. bedste mandskab i verden. Island indtager plads nummer 79 og burde ikke kunne skabe problemer for det danske landshold.
Den danske målmand bliver i øvrigt Anders Lindegaard efter at Thomas Sørensen har måttet melde afbud på grund af en skade. Andenmålmand Stephan Andersen havde allerede meldt afbud. Istedet er indkaldt 4. målmand Jonas Lössl fra FC Midtjylland til at sidde på bænken.
Kampen spilles i Parken fra kl. 20.15 dansk tid den 7. september 2010.
Danmarks forventede holdopstilling mod Island er følgende:
Målmand: Anders Lindegaard
Forsvar: Leon Jessen, Daniel Agger, Simon Kjær, Lars Jacobsen
Midtbane: Christian Poulsen, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg, Dennis Rommedahl
Angreb: Christian Eriksen, Nicklas Pedersen.
Se også artikel på Politiken, hvor Danmarks holdopstilling mod Island og 'det nye landshold' gennemgås i detaljer.
På UEFA hjemmesiden kan man følge stillingen kampen Danmark-Island på dette link.
Din vurdering:
Organisationen af vinproducenter i Douro har sammen med den lokale turistorganisation Turismo do Douro og regionen Nordportugal (Norte) udviklingskommissionen igen i år stablet en filmfestival på benene.
Douro Film Harvest 2010
Det er anden gang at Douro Film Harvest afholdes.
I år foregår filmfestivallen i byerne Lamego, Freixo de Espada à Cinta, Sabrosa og Vila Real.
Filmfestivallen er speciel derved at den relaterer sig meget til vin og mad og naturligvis dermed til Douro området.
Man kan blandt andet se film af årets ‘Ruby Selection’, som denne gang er film fra gæstelandet Argentina, ‘Wine&Food films’ – film med mad og vin som tema, ‘Vintage Selection’ – bemærkelsesværdige film i 2009/2010 samt ‘70s Vintage’ – film fra 1970’erne.
Sophia Loren på Douro Film Harvest 2010
Årets ‘Tawny Tribute’ er centreret om en film-personlighed.
I 2010 udgaven af Douro Film Harvest er det den italienske filmdiva Sophia Loren.
Man kan blandt andet se Sophia Loren i filmene ‘Nine’, ‘Two Women’ og ‘Prét-a-Porter’, hvor også den danske model Helene Christensen har en rolle (som sig selv).
Douro Film Harvest finder sted 5-11 september 2011 – se program for festivallen på Douro Film Harvest hjemmesiden.
Sophia Loren var også inviteret til filmfestivallen som æresgæst, men har så vidt vides ikke meldt sin ankomst.
Din vurdering:
Den er god nok! Star Tour tilbyder den 5. oktober en 1 dags golfrejse til Algarve med afrejse fra Københavns lufthavn i Kastrup.
Som deltager på turen må man påregne en lang dag, idet flyveturen til Faro varer ca. 3 timer hver vej + check-in tid i København og Faro.
Der er afrejse kl. 06:50 med TUIfly Nordic (Star Tours eget fly), der i dagens anledning flyver direkte til Faro med returrejse samme aften med ankomst i Københavns lufthavn kl. 03:20
Efter ankomsten i Faro går turen direkte med bus til golfbanen Pine Cliffs Golf Resort, hvor der spilles en runde golf. Frokost i klubhuset er inkluderet.
Pine Cliffs Golf Resort med et af verdens mest berømte golfhuller
Golf-banen blev åbnet i 1990 og er designet af Martin Hawtree. Pine Cliffs Golf Resort er placeret på klipperne tæt ved Açoteias lidt øst for Albufeira og byder bl.a. på en spektakulær udsigt over Atlanterhavet. Dele af golfbanen er omkranset af fyreskov - deraf navnet. Pine Cliffs Golf Resort har 9 huller, så banen skal spilles to gange. Dermed får man faktisk mulighed for at spille et af verdens mest berømte golfhuller to gange. Det 9. hul kaldes The Devil's Parleur, og er et spektakulært par 3 hul henover en dyb kløft. Der er ingen handicap begrænsning på banen.
Inden turen går mod lufthavnen i Faro påny har man aftenen til rådighed på egen hånd i byen Vilamoura, hvor man bl.a. kan opleve en stor marina fyldt med luksus yachts, Langs strandpromenaden finder man utallige restauranter, barer og små butikker..
Detaljer om Star Tours 1 dags golfrejse til Algarve
- Fly tur/retur København - Faro
- Bustransport på rejsemålet med rejseleder
- Transport af golfbag
- 1 X 18 huller green fee
- Frokost i golfklubben
- Præmie og konkurrence
Pris pr. person for Star Tours golfrejse til Algarvekysten i oktober er kr. 1.798,-
Turen kan bestilles hos Star Tour på telefon: 70 10 10 50
Se også øvrige golfbaner på Algarvekysten
Din vurdering:
Se også: VM 2014 kval - stilling i Danmarks gruppe B
.......................................................
Portugal og Danmark spiller i samme gruppe i kvalifikationen til EM 2012 som afholdes i Polen/Ukraine.
Her på siden følges stillingen i EM Kval gruppe H.
Se også alle EM grupper 2012
Kvalifikation EM 2012 Gruppe H
- Portugal
- Danmark
- Norge
- Cypern
- Island
Stilling EM Kval 2012 Gruppe H
Hold |
Kampe spillet |
Vundne kampe |
Uafgjorte kampe |
Tabte kampe |
Målscore |
Point |
Danmark |
8 |
6 |
1 |
1 |
15-6 |
19 |
Portugal |
8 |
5 |
1 |
2 |
21-12 |
16 |
Norge |
8 |
5 |
1 |
2 |
10-7 |
16 |
Island |
8 |
1 |
1 |
6 |
6-14 |
4 |
Cypern |
8 |
0 |
2 |
8 |
7-20 |
2 |
Se stillingen i alle EM 2012 grupper hos UEFA.
Kampe og resultater i Danmarks EM kval Gruppe H
Se kampprogram og resultater i Gruppe H
Resume af udvalgte kampe i Gruppe H:
Portugal-Cypern 4-4
Portugals kamp mod Cypern blev spillet på Estadio D. Afonso Henriques i Guimarães i Nordportugal den 3. september. Kampen endte i et stort målorgie hvor først Cypern bragte sig foran to gange, hvorefter Portugal tog føringen to gange, førend kampen sluttede 4-4. Kampen bar tydeligt præg af, at Portugal savnede Christiano Ronaldo, der weekenden forinden var blev skadet i en kamp for Real Madrid mod Laudrups hold Mallorca.
Endvidere havde Portugals træner Carlos Queiroz karantæne og måtte derfor overvære kampen fra tilskuerpladserne. Den portugisiske presse udsatte Portugals landshold for massiv kritik efter kampen. Særligt Portugals forsvarsspil (eller mangel på samme) blev kritiseret i kraftige vendinger.
Se højdepunkter fra Portugal-Cypern på Youtube
Portugal-Danmark 3-1
Den 8. oktober spillede Portugal mod Danmark i Porto på Estádio Dragão (FC Portos hjemmebane). Kampen var den første efter Portugals trænerskifte hvor Paulo Bento erstattede Carlos Queiroz. Portugal fik en fortjent sejr på 3-1 efter to mål af Nani og et mål af Ronaldo. Danmarks mål var et selvmål af Ricardo Carvalho. Kampen blev overværet af knap 25.000 tilskuere på Porto stadium. Se introduktions-artikel om kampen Portugal-Danmark
Se højdepunkter fra Portugal - Danmark på Youtube
Kommende kampe i EM Gruppe H
6 September 2011:
Danmark - Norge
Island - Cypern
7 Oktober 2011:
Cypern - Danmark
Portugal - Island
11 Oktober 2011
Danmark - Portugal
Norge - Cypern
Din vurdering:
Casa Pia er navnet på et i Portugal berygtet statsejet børnehjem i Lissabon.
Børnehjemmet Casa Pia har flere afdelinger herunder en idyllisk beliggende bygning ved Tejo flodens bred tæt på 25 April broen.
I 2002 kom det frem at et barn fra børnehjemmet var blevet misbrugt sexuelt. Sagen udviklede sig hurtigt til at omfatte et stort antal børn, som var blevet misbrugt på Casa Pia siden sidst i 1970'erne.
Det viste sig at mange personer havde været direkte involveret eller havde kendt til misbruget uden at afsløre det i datidens konservative Portugal.
Kendte portugisere dømt for børnemishandling
Hvad der chokerede yderligere var at et antal prominente portugisere herunder en tidligere ambassadør, en politiker, en TV-vært, en doktor og vice-inspektøren på det store børnehjem muligvis var involveret i et omfattende misbrug af børnehjemmets børn i og uden for børnehjemmet.
Sagen blev hurtigt kendt som Casa Pia sagen, og den trak ud i årevis.
I de portugisiske medier har Casa Pia sagen været kilde til utallige spekulationer om, hvem der måtte være involveret. Omkring 800 vidner er blevet afhørt.
Mange portugisere var på grund af den, typisk for Portugals retssystem, ekstremt lange sagsbehandling så småt ved at miste troen på at retfærdigheden ville ske fyldest.
Domme på mellem 6 og 18 års fængsel
Det er derfor med en vis lettelse at Portugal den 3. september 2010 begynder at lægge Casa Pia bag sig med udmålingen af straffe mellem 5 år og 9 måneders fængsel til den strengeste straf på 18 års fængsel til 6 personer, som på forskellig måde var indblandet i mishandlingen af 32 børn.
De 32 børn omfatter imidlertid ikke alle mishandlingerne, men blot den del, som der var vidneudsagn på. Den portugisiske stat fik i år 2006 påbudt ved en retskendelse at udbetale erstatning til i alt 44 børn fra børnehjemmet som følge af at staten svigtede sin pligt til at passe på dem.
Se mere på BBC, som har en udmærket gennemgang af sagen og desuden et portræt af 5 af de 6 dømte.
På den positive side er der som følge af den ekstremt store mediebevågenhed om Casa Pia sagen i Portugal nu langt større opmærksomhed omkring børnemishandling, og borgerne skrider generelt langt hurtigere til anmeldelser ved mistanker.
De mishandlede børn, alle drenge, fra Casa Pia retsagen er i dag unge mænd mellem 16 og 22 år gamle.
Din vurdering:
Den tidligere portugisiske koloni Mozambique i det sydøstlige Afrika har i starten af september 2010 oplevet den værste uro blandt den fattige befolkning i hovedstaden Maputo i mange år.
Der meldes om mange dræbte – mellem 7 og 13 er nævnt som ofrene for de sidste dages gadekampe.
Demonstranter forhindrede forretninger i at åbne
De varslede prisstigninger på yderligere op til 20% fik d. 1. september rasende folkemængder til at gå på gaden og fysisk forhindre at forretninger i nogen kvarterer i Maputo åbnede.
Flere steder i udkanten af Maputo oprettede bander vejspæringer med check-points på de større indfaldsveje til hovedstaden.
Demonstrationerne har dog ifølge de fleste internationale nyhedsmedier karaktér af en organiseret folkelig protest.
Senere blev politiet og militær sat ind over for demonstranterne.
Kraftigt stigende priser i Mozambique
Den i forvejen hårdt prøvede befolkning i Mozambique har oplevet prisstigninger i løbet af det sidste år på op til 30% på energi og daglige fornødenheder.
Årsagen er dels at Mozambique som følge af et ineffektivt landbrug ikke kan brødføde sig selv og dels af stigende priser på verdensmarkedet gør importerede varer herunder hvede dyrere. Desuden vil regeringen nu fjerne subsidier til energi og transport. Dette skaber yderligere inflation og gør det dyrere at producere fødevarer.
Korruptionen i statsadministrationen i Mozambique såvel som i den private sektor kan måske bedst betegnes som ‘uhæmmet’. De såkaldte 'drug lords' har stort set fri passage for transporter af narkotika gennem landet, forudsat at der betales ‘told’.
Se også Connie Dupont's analyse på IBIS hjemmeside af baggrunden for udviklingen i Maputo.
Fredag eftermiddag d. 3. september 2010 var der dog igen roligere i Mozambique’s hovedsted.
I 2008 omkom mellem 4 og 6 mennesker i Maputo under lignende demoinstrationer mod prisstigninger.
Herunder video om situationen i Mozambique fra britiske BBC:
Din vurdering:
Flere Indlæg
« Forrige side -
Næste side »