Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Ferie i Forum 2015 – ny feriemesse i København 17. og 18. januar 2015

Et nyt koncept har afløst den tidligere københavnske rejse- og feriemesse Ferie & Fritid i Bella Center. Nu hedder rejsemessen Ferie i Forum og har udelukkende fokus på ferierejser til udlandet og gastronomi.

Den nye feriemesse, der løber af stablen i Forum, København, finder sted lørdag d. 17. og søndag d. 18. januar 2015 fra kl. 10-17 begge dage.

Gastronomiske oplevelser – Ferie i Forum 2015
Den gastronomiske oplevelse ved Ferie i Forum er, ifølge arrangørerne, en invitation til de besøgende om at komme og smage, opleve og opdage verden.

Dette kan man opleve sammen med fotograf, skuespiller og kogebogsforfatter Timm Vladimir (der kendes fra sin rolle som vært i DR programmet ’Den Store Bagedyst’), og han og hans hold af kokke vil præsentere gæsterne på feriemessen for et street kitchen, med madboder fra forskellige lande, madkurser for besøgende og spændende menuer i Forums restaurant.

Fokus på alle rejseformer ved feriemesse 2015 Ferie i Forum
Det målrettede fokus på udlandsrejser ved feriemessen Ferie i Forum gælder alle typer af ferier og rejser, blandt andet charterferie, solrejser, familieferie, aktivferie, adventure, cruises og singlerejser.

Foredrag med Mikkel Beha – feriemesse Ferie i Forum 2015
Både lørdag og søndag kl. 13 kan man på rejsemesse Ferie i Forum lytte til tv-værten Mikkel Behas fortællinger om de oplevelser han havde til søs, da han optog sin meget populære tv-serie ’Kurs Mod Fjerne Kyster’.

Åbningstider og billetpriser – rejsemessen Ferie i Forum

Åbningstider
Lørdag d. 17. januar 2015 kl. 10-17
Søndag d. 18. januar 2015 kl. 10-17

Priser
Voksen DKK 100,-
Barn (Under 15 år) DKK 50,-

mere information på hjemmesiden Ferie i Forum

Det kan oplyses, at per primo januar 2015 vides det, at det portugisiske flyselskab TAP Air Portugal får sin egen stand på rejsemessen. Det var da en oplagt chance for finde flybilletterne til sommerferien i Portugal i god tid.

Din vurdering:



Portugal blandt de 10 bedste lande at flytte til som pensionist

Publikationen International Living har, ifølge dem selv, i mere end 30 år gransket jordkloden for at finde de bedste steder at slå sig ned som pensionist.

I 2015 har Portugal sneget sig ind i top ti på en niende plads, en forbedring fra en placering som nummer 15 på sidste års liste.

Listen er udarbejdet for International Living af expats, der allerede bor i de respektive lande på listen og som har givet deres besyv med i udarbejdelsen af en egentlig hitliste baseret på oplysninger om leje eller køb af bolig, fordele og rabatter som pensionist, leveomkostninger, tilpasningsmuligheder i lokalsamfundet, underholdning og bekvemmeligheder, sundhedsvæsen, infrastruktur og klima.

Selvom undersøgelsen er møntet på amerikanske pensionister, er den bestemt ikke uanvendelig som baggrundsinformation for danske pensionister, hvis lysten til at bo under andre himmelstrøg melder sig hen mod slutningen af livsforløbet.

Top ti ifølge International Living ser således ud:

1. Ecuador

2. Panama

3. Mexico

4. Malaysia

5. Costa Rica

6. Spanien

7. Malta

8. Columbia

9. Portugal

10. Thailand

Se den komplette liste på hjemmesiden.

Valuta for pengene i Portugal
Portugals indtog på niendepladsen begrundes således af International Livings skribent:

Som et af de mindste lande i Europa, er Portugal en af Europas bedst bevarede hemmeligheder. Rigtig mange forelsker sig i landet på grund af det næsten perfekte vejr, de mange golfbaner og fremragende friske fødevarer.

Et hus med to soveværelser på Sølvkysten kan købes for 600.000 kr. eller for de samme penge kan man også bo på landet i Alentejo i et hus med tre soveværelser, olivenlunde og vinmark.

Lejligheder kan lejes fra priser mellem 1200 og 5500 kr. om måneden, alt efter om det er i en lille by i et landområde eller det mere kosmopolitiske Lissabon. Det kan måske gøres endnu billigere, hvis man indgår en langtidslejekontrakt.

At bo i Portugal er relativt billigere end de fleste andre europæiske lande. Faste udgifter til varme, vand og strøm ligger på mellem 650-950 kr. om måneden.

Man kan stadig købe en kop kaffe for 4,50 og et frokostmåltid med tre retter koster ca. 75 kr. og det kan til tider endda inkludere en karaffel med vin.

Læs også: 10 gode Lissabon restauranter med rimelige priser‏

Det portugisiske sprog og dansk tv
Det portugisiske sprog kan forvolde store problemer for de fleste, der vælger at bosætte sig i Portugal for en kortere eller længere periode. Men i modsætning til for eksempel Spanien, kan de fleste portugisere tale engelsk, især i områder med turister eller stor population af expats.

Desuden er ikke-portugisiske tv-produktioner undertekstet og ikke synkroniseret (som i Spanien). Det betyder, at alle amerikanske film og serier er på originalsprog med portugisiske undertekster. Der er jævnligt også danske serier fra Danmarks Radio på en portugisisk tv-kanal, efterfulgt af Barnaby. Der findes dog ikke dansk TV blandt de ca. 200 kanaler der kan zappes mellem i den store kanalpakke, men dansk tv kan nemt tilgås via internettet.

Kan man føle sig sikker i Portugal?
Sikkerhed har ikke været et parameter som sådan i undersøgelsen, men International Living understreger, at de ikke vil anbefale nogen steder i verden, hvor man ikke kan finde et sikkert område. Men de understreger samtidig, at uanset hvor man befinder sig i verden, skal man altid tænke over i hvilket nabolag man befinder sig og man skal lade være med at gå rundt med dyre ting og sager, man ikke har lyst til at miste, hvis uheldet skulle være ude – og det kunne det jo for så vidt godt være der, hvor man har bopæl nu, som i de nævnte lande på listen. Pointen er, at man altid skal tænke sig om.

Læs også: Portugal nr. 7 på Lonely Planets liste over "Best Value" rejsedestinationer i verden i 2015

I Portugal er mangel på sikkerhed ikke et emne og selvom kriminalitet er eksisterende, så gælder det bare om at tage sine forholdsregler og ikke gå naiv rundt i troen på at intet ondt kan hænde. Har man det i baghovedet er det meget nemmere at nyde livet som udenlandsdansker og dem er der allerede rigtig mange af – og de nyder det og har det godt.

Du bestemmer selv om opholdet skal være en succes
Rangeringen af landene på listen er subjektiv, medgiver International Living. Listen er udarbejdet af skribenter, der har en naturlig forkærlighed for det enkelte land de har slået sig ned i og som kommende indbygger i et nyt land som Portugal, skal man da have overvejet om lysten til varmt vejr, anderledes og spændende mad og et rart og nemt udendørsliv er større end de faste rammer man allerede kender.

Læs International Livings journalist Glynna Prentices artikel om ’at nyde det billige liv i Portugal’.

Relaterede artikler:

Algarve afhængig af udenlandske pensionister

Algarve er perfekt for pensionister

Din vurdering:



Præsident Cavaco Silvas nytårstale med fokus på valg i Portugal i 2015

Portugals præsident Cavaco Silva valgte i sin årlige nytårstale at fokusere kraftigt på det kommende folketingsvalg i Portugal, der ventes afholdt i september/oktober 2015.

Cavaco Silva lagde vægt på at 2015 bliver et afgørende år for Portugals fremtid, og han opfordrede de portugisiske partier til at undgå udskejelser og overdrivelser i den kommende valgkamp.

Præsidenten opfordrede desuden partierne til at fokusere på konsensus og dialog samt undlade af fremføre urealistiske valgløfter, så portugisernes tillid til politikerne kan genskabes.

Samtidigt ønsker Cavaco Silva at den kommende regering fortsat bevarer fokus på stabilitet, økonomisk vækst samt kontrol af offentlig og ekstern gæld.

2015 bliver Portugals første fulde år uden ekstern støtte fra Troikaen, og Cavaco Silva mindede lytterne om at krisen endnu ikke er helt overvundet - hverken nationalt eller internationalt.

Cavaco Silva fortsætter som præsident i Portugal indtil 2016.

Din vurdering:



Lissabon Lufthavn i ny passager-rekord – har rundet 18 millioner I 2014

Portugals største lufthavn i Lissabon har den 30. december rundet 18 millioner passagerer i år 2014. Aeroporto de Lisboa har dermed formået at øge antallet af gæster med 2 millioner i forhold til 2013.

Passager nummer 18 million ankom ifølge lufthavnens presseafdeling med Turkish Airlines fra Istanbul i formiddags med flight TK 1756.

Mest populære destinationer
Blandt de mest populære destinationer til og fra Lissabon var i kalenderåret 2013:

  1. Madrid (Barajas-Madrid)
  2. Paris-Orly
  3. London-Heathrow
  4. Amsterdam-Schiphol
  5. Frankfurt
  6. Paris CDG
  7. Barcelona
  8. Geneve
  9. Bruxelles
  10. Zürich

Københavns Lufthavn rangerede i 2013 på plads nr. 14 målt på passagerer til/fra Lissabon Lufthavn med flyselskaberne TAP, Easyjet og Norwegian.

Netop Københavns Lufthavn har per 29. december annonceret sin passager nummer 25 million i 2014.

Med 18 millioner passagerer er Lissabon Lufthavn circa lige så stor målt på passagerer som London-Stansted i England og Milano-Malpensa i Italien.

Lissabon er efter Athen og Brussel den tredje hurtigst voksende lufthavn i Europa.

En overrasket passager fra Istanbul fik overrakt et gavekort på €100 i anledning af rekorden til brug i Lissabon Lufthavns tax free shop.

Din vurdering:



Dobbelt statsborgerskab accepteret i Danmark per 1. september 2015 - ny lov om dansk indfødsret for udlandsdanskere

Folketinget i Danmark vedtog den 18. december 2014 med stort flertal at dobbelt statsborgerskab accepteres i Danmark,

Danskere bosat i udlandet og udlændinge bosat i Danmark kan dermed se frem til at bevare deres oprindelige statsborgerskab og samtidig blive statsborger med rettigheder og pligter i deres nye bopælsland.

Hvornår kan man ansøge om dobbelt statsborgerskab i Danmark?
Den nye lov forventes at træde i kraft den 1. september 2015, idet der er 1 års opsigelsesvarsel jf. EU-konventionen fra 1963.

Indtil den nye lov L 44 træder i kraft, vil de gamle regler fortsat være gældende. Det betyder at man mister sit danske statsborgerskab, hvis man søger statsborgerskab i andre lande.

Lov om dansk indfødsret
Den nye lov kaldes også lov om dansk indfødsret.

Foreningen for udlandsdanskere - Danes Worldwide -  har i mange år haft dobbelt statsborgerskab i Danmark som primær mærkesag.

Bliv dansk statsborger igen fra 1. september 2015 - nye regler
Tidligere danske statsborgere, der har tabt deres danske statsborgerskab, fordi de efter ansøgning blev statsborgere i et andet land, vil fra den 1. september 2015 til den 31. august 2020 kunne indgive en erklæring til Statsforvaltningen, hvorefter de bliver danske statsborgere, hvis de opfylder en række betingelser.

Adgangen til at erhverve dansk statsborgerskab ved erklæring gælder for alle tidligere danske statsborgere, der har tabt statsborgerskabet efter indfødsretslovens § 7, uanset hvornår fortabelsen er sket.

Læs det fulde lovforslag om dobbelt statsborgerskab:
L 44  Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret

Se også: Dobbelt statsborgerskab for udlandsdanskere med i regeringsgrundlaget for ny S-R-SF regering.

Din vurdering:



Flere Indlæg « Forrige side - Næste side »