Hvis man er en af verdens bedste surfere, skal man naturligvis have lavet sit surfbræt af et anerkendt firma.
Siden 2013 har den store tyske bilfabrikant Mercedes-Benz haft et sideprojekt kaldet Mboard og nu er de klar med deres 2014 udgave af et strømlinet surfbræt som lyder navnet ”The Silver Arrow of The Seas”.
Brættet er designet af BBDO Portugal og udelukkende lavet af portugisisk korkmaterialer og specifikt udført og tilpasset surferen Garrett McNamara, der er kendt for at slå sine folder på havets store bølger omkring Nazaré på Portugals vestkyst.
McNamara udtaler, at når nu Portugal er verdens største producent af kork, giver det god mening at bruge dette materiale til surfbrædder, der skal kunne modstå alt og bestemt ikke knække på toppen af de op til 30 meter høje bølger, der i vinterperioden kan opstå i netop Nazaré.
Garrett McNamara kommer oprindeligt fra den amerikanske delstat Hawaii og er således ikke ubekendt med surfkulturen og høje bølger. Men det er i Nazaré at han opnåede verdensrekorden for at have surfet på verdens højeste bølge og tillige med mere end 60 km/t.
Vinterstorme på havet – Nazaré bliver til surferparadis
Det var netop et Mercedes-Benz bræt han stod på, da den massive vinterstorm i 2013 gjorde det muligt for ham at udfordre de vanvittige bølger. En storm, der den vinter i øvrigt forårsagede store ødelæggelser langs med Portugals kyst.
Amerikanske Garrett har tidligere bekendtgjort, at han er mere end almindelig glad for den hyggelige by Nazaré, hvor han udover at have surfet på verdens højeste bølge også blev gift med sin amerikanske kone.
Læs også: Nazaré – en fantastisk by med god mad og afslappende atmosfære – surferen Garrett McNamara hylder Nazaré,
Se billeder af det specielt designede Mercedes-Benz surfbræt, designet eksklusivt til Garrett McNamara.
Video: Garrett McNamara rider på rekordstor bølge i Nazaré
Din vurdering:
Femte spillerunde af UEFA Champions League 2014/2015 gruppespillet blev afviklet tirsdag og onsdag den 25./26. november.
FC Porto videre til forårets knock-out fase – Champions League Gruppe H
Selvom der resterer én spillerunde kan det allerede nu konstateres, at FC Porto har kvalificeret sig til 1/8-finalerne til foråret. Porto vandt ubesværet 3-0 på udebane over rumænske Bate og ligger nu sikkert på 1. pladsen i gruppe H inden sidste kamp mod Shakhtar Donetsk fra Ukraine 10. december.
Benfica ude af turneringen – helt ude – Champions League Gruppe C
Benficas nederlag til Zenit St. Petersborg fra Rusland på 1-0 i gruppe C og Monacos sejr på 1-0 over Leverkusen i samme gruppe, sender Benfica på sidstepladsen. Benfica måtte endda lide den smerte at se en portugisisk landsmand (Danny) score det vigtige mål for russerne.
Desværre må Benfica således affinde sig med ikke længere at være med i Europas fineste turnering og en fjerdeplads i gruppen ligger også helt fast. Dermed kan de portugisiske mestre ikke engang deltage i Europa League til foråret, en plads der bliver tildelt gruppens nummer 3. Kun de to bedste i hver pulje går videre i Champions League turneringen.
Sporting Lissabon kan selv afgøre videre skæbne – Champions League Gruppe G
Sporting Lissabon ligger, inden den sidste kamp i gruppe G om 14 dage, nummer 2, men kan stadig nå at trække en nitte, hvis kampene i gruppens sidste spillerunde ikke flasker sig for dem. Sporting kan dog selv afgøre om de vil videre til knock-out faserne, hvis hovedstadsklubben onsdag den 10. december slår Chelsea på udebane.
Det bliver ingen nem opgave, da Chelsea vandt den første kamp mellem de to klubber i Lissabon med 1-0. Nedelag kan også sende dem videre, hvis gruppens anden kandidat til 2. pladsen i gruppen Schalke 04 ikke får point mod gruppens svageste hold Maribor fra Slovenien.
Spilledatoer i Champions League 2014/2015 knock-out fasen
Champions League 1/8-finalerne sparkes igang 17. februar, kvartfinalerne spilles fra 10. marts, semifinalerne fra 5. maj og finalen spilles i Berlin den 6. juni 2015.
Se den aktuelle stilling på UEFAs hjemmeside.
Din vurdering:
Et af Lissabons knap så velkendte og i de flestes øjne ‘kedelige’ nabolag Cova da Moura, der til hverdag karakteriseres som Lissabons svar på Brasiliens Favelas (slumkvarterer), er gået hen og blevet en turistattraktion.
I hvert fald for dem der gerne vil se bagsiden af det skønmaleri, som Lissabon helt sikkert også er.
Ingen taxa til Cova da Moura efter solnedgang
Omkring 1000 turister har indtil videre betalt de 5 euro det koster, at blive guidet rundt i kvarteret, der synes at mangle alle fornødenheder. Desuden er fattigdom udbredt, bander har tilholdssted her og narkosalg er en naturlig hverdag for mange unge mennesker. Taxaerne kører heller ikke dertil efter mørkets frembrud.
Området, der ligger en lille halv time nord for Lissabon centrum, blev i mange år anset for at være et af Europas farligste slumkvarterer.
De første der bosatte sig i Cova da Moura, højt over Lissabon, var hjemvendte fra Portugals tidligere kolonier og især efter Kap Verdes uafhængighed i 1975, fik de tilbagevendte følgeskab af en massiv tilstrømning af indvandrere, der byggede huse i dette område uden tilladelse fra myndighederne.
De var alle taget til Portugal, sammen med indvandrere fra Angola og Guinea Bissau, da landet skulle bruge masser af billig arbejdskraft. Fyrre år senere er nabolaget plaget af arbejdsløshed og rigtig mange kæmper for at have til dagen og vejen.
Det har blandt andet medført, at mange unge sælger narko for at brødføde resten af familien.
Sammenholdet er stærkt
En af tour guiderne fortæller, at turisternes besøg i bydelen har to formål: at ændre dets kedelige ry og skabe noget lokal, økonomisk vækst. Det er et kvarter, hvor man stadig er stolt over ens oprindelige kultur og duften, smagen og lyden af de afrikanske lande fornægter sig ikke, når man er på besøg.
Cova da Moura ville blive kørt over med en bulldozer og omdannet til et eksklusivt område på grund af beliggenheden, hvis det stod til Lissabons kommunalpolitikere, der i mange år har ført offentlig smædekampagne mod området, for at få befolkningens opbakning.
Et tidligere forsøg på trods alt at hjælpe områdets børn og unge med for eksempel at lære at læse og skrive, blev opgivet, da landet kom i økonomisk bekneb.
Cova da Mouras beboere prøver at holde fanen højt og holde sammen, som de altid har gjort.
Det har tiltrukket en ny type turister, der gerne vil se de snævre gader, med de sammenflikkede huse side om side og den meget svære skæbne.
Læs onlineavisen Travel Weeklys artikel om de ca. 7000 menneskers forhold i et lille område nord for Lissabons gamle bydel.
Din vurdering:
Så er der igen uddelt Michelin stjerner til alverdens restauranter og rekordmange restauranter i Portugal kan nu prale af og smykke sig med de eftertragtede stjerner, der for de fleste forbrugere signalerer høj kvalitet og en lækker kulinarisk oplevelse.
I alt har Portugal 14 Michelin restauranter i 2015, to mere end i år.
Den internationale Michelin guides direktør Michael Ellis udtalte tidligere på ugen, at Portugal sammen med Spanien gastronomisk er to af de mest dynamiske destinationer i verden.
Nyhed: nu tre restauranter med to stjerner
Downtown Lissabon kan nu også byde gæsterne velkommen på en tostjernet Michelin restaurant (Belcanto) og kommer dermed i selskab med Algarve restauranterne Ocean og Vila Joya, der igen i år opnår den ekstraordinære høje status.
De nye på listen over 1-stjernede Michelin restauranter er São Gabriel, der genvinder den stjerne de mistede sidste år og Pedro Lemos i Porto, som er helt ny i den eksklusive klub.
2 stjerner i Michelin Guiden i Portugal (navn på restaurant, by og køkkenchef):
- Ocean (Armação de Pêra), Hans Neuner
- Vila Joya (Albufeira), Dieter Koshina
- Belcanto (Lissabon), José Avillez
1 stjerne i Michelin Guiden i Portugal:
- Casa da Calçada (Amarante), Vítor Matos
- Eleven (Lissabon), Joachim Koerper
- Feitoria (Lissabon), João Rodrigues
- Fortaleza do Guincho (Cascais), Vincent Farges
- Henrique Leis (Almancil), Henrique Leis
- Il Gallo d’Oro (Funchal), Benoît Sinthon
- L'And Vineyards (Montemor-o-Novo), Miguel Laffan
- Pedro Lemos (Porto), Pedro Lemos
- São Gabriel (Almancil), Leonel Pereira
- Willie’s (Vilamoura), Willie Wurger
- Yeatman (Vila Nova de Gaia), Ricardo Costa
Michelin guiden for Portugal og Spanien kan allerede forudbestilles hos Amazon. Den officielle udgivelsesdato er 9. januar 2015.
Video: Inspiration til lækker mad på Belcanto Lissabon (billederne er fra 2013, da restauranten ’kun’ havde en stjerne)
Din vurdering:
Det er tilsyneladende ikke hverdagskost, at en portvin ender som nummer et på Wine Spectators liste over de 100 bedste vine i 2014.
Det er desuden heller ikke almindeligt, at en vin fra Portugal ender på den fineste position og faktisk har Portugal hele 3 vine i Top 10.
Læs også: Portvin – mormors foretrukne drik er blevet hyper trendy
Lad os tage en hurtig oversigt over Portugals succes vine i top 10:
Nr. 1: Dow’s Vintage Port 2011
Nr. 3: Prats & Symingtons Douro Chryseia 2011
Nr. 4: Quinta Do Vale Meão Douro 2011
Superflotte placeringer og den skarpe iagttager vil måske også bemærke, at de tre vine fra Portugal ikke bare er i top 10, men i top 5 for 2014.
Anmeldernes smagsoplevelser
Wine Spectators anmeldere roser de tre vine med blandt andet følgende ord:
Dow’s: Kraftig, raffineret og saftfuld. Bedst fra år 2030 og frem til år 2060.
Portvinen fik 99 af 100 mulige point på Wine Spectators pointskala, koster ca. 500 kr. per flaske og der er blevet produceret 5000 kasser. Læs mere om Dow’s Vintage Port 2011.
Douro Chryseia 2011: En elegant, ren og kraftfuld rødvin, med smag af blomme, hindbær og solbær og noter af sorte oliven og chokolade. Bedst fra 2016 til 2022.
Chryseia fik 97 af 100 point, koster omkring 330 kr. per flaske og der er produceret 2400 kasser af denne vin. Mere info om Prats & Symingtons Douro Chryseia 2011.
Quinta Do Vale Meão Douro 2011: En frodig og forførende rødvin, fyldt til randen med smagen af mørke bær og kirsebær, afsluttende med en herlig lang eftersmag. Bedst fra 2015 til 2022.
Quinta Do Vale Meão får 97 ud af 100 mulige point, prisen er 450 kr. flaske og 2300 kasser er produceret. Læs mere om Quinta Do Vale Meão Douro 2011 på Wine Spectator Top 10 wines of 2014.
Vine fra Australien, Frankrig, Italien og USA indtog de resterende pladser på top 10.
Se hele Wine Spectator 2014 top 10 her.
2011 en fantastisk druehøst
Wine Spectator bider mærke i, at druerne til produktionen af alle tre portugisiske vine er fra årgang 2011, der ellers var ramt af mange forskellige vejrmæssige udfordringer. Juni måned 2011 bød på et meget kraftigt haglvejr og en weekend med 40 graders varme, som nær havde solskoldet hele høsten og druerne til de to rødvine på listen, er de samme som også er blevet brugt til portvinen på den flotte førsteplads.
På hjemmesiden CataVino kan man læse meget mere om druerne årgang 2011 i Spanien og Portugal og scroller man helt ned, kan man læse om høsten hos familien Symington, der altså endte med at producere den tredjebedste vin i 2014 på druer fra 2011.
Bedømmelsesgrundlag
De mere end tusinde vine, som Wine Spectators medarbejdere har smagt på, er blevet bedømt ud fra kategorierne kvalitet (point), pris og tilgængelighed (antal kasser produceret). Til sidst er der den udefinerbare faktor, der bare kaldes begejstring.
Din vurdering:
Flere Indlæg
« Forrige side -
Næste side »