Alcobaça

Alcobaça er en lille by i Estremadura regionen, som har navn efter floderne Alcoa og Baça, som løber sammen ved Alcobaça. Den maleriske middelalderby ligger 120 km nordvest for Lissabon og omkring 30 km fra byen Leiria, hvor det portugisiske fodboldlandshold af og til spiller kampe. Afstanden til Atlanterhavet og kystbyen Nazaré er 12 kilometer.

Området, hvor Alcobaça ligger, er et af Europas gamle kulturelle centre, hvilket byerne Óbidos, Batalha, Caldas da Rainha og naturligvis Alcobaça bærer præg af.

Alcobaça er mest kendt for sit imponerende kloster. Byen har omkring 6.000 indbyggere og én stor del af dem er beskæftigede med at sørge for de mange turister, som hvert år lægger vejen forbi Alcobaça primært for at se Mosteiro de Santa Maria de Alcobaça, som byens berømte middelalderkloster hedder.

• Mosteiro de Santa Maria de Alcobaça - klosteret er uden sammenligning byens største seværdighed. Det store kompleks er den største kirke i Portugal. Man mener der i perioder har boet op mod 1.000 munke. Klosteret blev grundlagt af Portugals første konge D. Afonso Henriques i 1152 for at indlogere munkene af Cistercienserordenen, som var en del af en politik, der havde til hensigt at kolonisere områderne erobret fra maurerne. Desuden var det intentionen at udvikle landbruget og få folk til at blive på landet.
  
  Klostret er bygget i tidlig-gotisk stil og er meget overvældende på trods af sin simplicitet. Facaden blev senere ombygget i barokstil. Kirkens skib, som er bygget som latinsk korsplan, er 106 meter lang og ca. 22 meter bred. Dens 26 søjler støtter det 20 meter høje buede loft. Hele komplekset er bygget i kalksten fra regionen, og hver enkelt stenklods har en håndsværkers signatur i form af et symbol indgraveret i stenen, som det var skik dengang. Arkitektonisk er monumentet blottet for dekorationer og figurer fordi sådan var bestemmelser inden for Cistercienser munkenes orden. Se billeder af
  Mosteiro de Santa Maria de Alcobaça
• Dom Pedro og Dona Inês sarkofager
  (Læs om deres kærlighedsdrama nedenfor)
  
• Claustro do Silencio er en del af klosteret, men bygget noget senere i slutningen af  1300-tallet. Claustro do Silencio betyder stilhedens kloster.
  
• Sala dos Reis er ligeledes en del af det store bygningskompleks, men tilføjet langt senere i 1700-tallet. I Sala dos Reis, som betyder kongernes rum, er der statuer af stort set alle Portugals konger gennem tiderne.
  
• Museu Nacional do Vinho. Man kan næsten ikke forlade Alcobaça uden at besøge vin museet, som har til huse i en gammel adega, som betyder vinkælder på portugisisk. Museet ligger lidt uden for byen i retning mod Leiria. Udstillingen fokuserer naturligvis på Estremadura regionens fortrinlige vine. Der er desuden smagsprøver samt mulighed for at købe vin. Fra november til marts er der lukket lørdag og søndag. Resten af året er der åbent hver dag, men der holdes dog middagspause fra klokken 12 til 14. Læs mere om Museu Nacional do Vinho  (portugisisk)
  
  Bemærk: Museet er midlertidigt lukket og ovenstående link virker p.t. ikke.

Kærlighedsdramaet - Pedro og Inês
Alcobaça klostret rummer også gravsteder for en række portugisiske konger fra det første dynasti, men først og fremmest er kendt for også at rumme mausoleerne af kong Pedro I og Inês de Castro, som nok er det største kærlighedsdrama i Portugals historie.

Inês kom i år 1328 fra Kastilien i Spanien til Portugal som hofdame for D. Constança Manuel (Constanza Manuel) af Kastilien, som skulle giftes med kronprins Pedro. Endnu mens Constança levede, stod Pedro i kærlighedsforhold til Inês. Constança dør i 1345. Efter Pedros eget udsagn skulle han bagefter have giftet sig med Inês i hemmelighed, og hun fødte ham 4 børn. I hemmelighed fordi hans far, kong Afonso IV, altid havde været imod dette forhold af politiske årsager idet det potentielt kunne bringe Portugals selvstændighed i fare.
(Læs om storpolitik på den Iberiske Halvø i middelalderen i næste afsnit)

For at forhindre nær kontakt mellem de to, blev Inês de Castro, på kongens ordre, sendt til kloster Santa Clara i Coimbra. Prins Pedro formåede dog at mødes med hende på trods af faderens advarsler. Kongen besluttede derfor i 1355 at lade Inês de Castro dræbe af 3 af rigets adelige og kongens trofaste støtter: Lopes Pacheco, Pedro Coelho og Álvaro Gonçalves.

I sin vrede rejste Pedro et oprør mod faderen, men de blev dog forsonet inden kong Afonsos død. Efter at prins Pedro besteg tronen, nu som D. Pedro I, fik han fra Kastilien udleveret to af Inês de Castros mordere, som blev henrettet på den mest pinefulde måde af Pedro selv. Den tredje, Lopes Pacheco, undslap til Frankrig.

D. Pedro I erklærede efterfølgende i en højtidelig forsamling foran rigets stormænd og damer at Inês de Castro havde været hans retmæssige hustru og nu skulle anses som dronning. Hendes lig blev taget op af graven og i kongelig dragt sat på tronen i Coimbra. Fra Coimbra blev hun i kortege transporteret til Alcobaça og bisat i ét af de smukkeste gravsteder, man kunne finde i Portugal. Det berettes, at hele vejen til Alcobaça, skulle være belyst med fakler om aftenen.

D. Pedro I døde i 1367 og blev bisat i et gravsted i samme stil som Inês. Efter hans befaling skulle de to grave, indgraveret kalksten, stilles overfor hinanden, så de på denne måde, ved dommedag, kunne stå overfor hinanden. Sådan står de den dag i dag.

Storpolitik på den Iberiske Halvø i middelalderen
Pedros far var Afonso IV. Den sidste del af Afonso IV regeringstid blev præget af politiske intriger og interne konflikter, den største del på grund at tilstedeværelsen i Portugal af flygtninge fra borgerkrigen mellem Peter den 1. af Kastilien og hans halvbror Henrik af Trastamara.

Mellem de landflygtige fandtes forskellige adelige familier, som var forvendte med at have magt, og som snart havde opbygget deres egne fraktioner ved det portugisiske hof. Da Inês de Castro bliver kronprins Pedros elskerinde voksede disse adelige i både magt og i prins Pedro's gunst. Blandt dem var der også to af Inês's brødre, som forsøgte at hverve kronprinsen til at tage magten i Kastilien.

Portugals Afonso IV var ikke fornøjet med begunstigelsen af 'de fremmede' og forsøgte at forhindre kontakten mellem Inês og Pedro på forskellige måder. Det lykkedes som bekendt ikke fordi Pedro bekræftede ikke alene forholdet til "pigen fra Kastilien" og deres fælles børn, men han nægtede i 1349 også at gifte sig med en anden dame af kongelig herkomst.

Med årene mistede kong Afonso IV kontrollen over situationen, og både Inês og hendes landsmænd fik mere magt, mens den eneste legitime søn af Pedro, den kommende konge Fernando I, voksede op som et meget svagt og sygeligt barn.

I bekymring for sit eneste barnebarns fremtid og den fremvoksende 'fremmede' magt indenfor Portugals grænser, beordrede Afonso IV i 1355 Inês's død. Imod hans forventning mistede Pedro besindelsen og gik i åben krig mod faderen og plyndrede hele regionen mellem Dourofloden og Minhofloden. Far og søn blev dog senere forsonet i år 1357, og Afonso IV døde kort efter.