António Soares dos Reis (1847-1889)

António Soares dos Reis anses som én af de mest betydningsfulde portugisiske billedhuggere. Han blev født i Mafamude sognet i Vila Nova de Gaia, som er det gamle portvinsdistrikt i Portugals næststørste by Porto.

Soares dos Reis er skaberen af blandt andet "O Desterrado" (Den Landsforviste).

Fra fattig dreng til berømthed ved hjælp af en nabo.
Faderen havde en lille butik og var respekteret af sine kunder. Sønnen António kom i snedkerlære, men hans tanker søgte allerede tidligt andre horisonter.

Forretningens indpakningspapir kunne bruges til alt, også til at lave tegninger og skitser, og alt og alle kunne bruges som modeller. De grinede somme tider af unge António fordi han godt kunne være lidt distræt. Små stykker træ blev til figurer og legetøj ved hjælp af en lommekniv. I nærheden fandtes der en porcelænsfabrik og Reis familiens lille have blev snart fuld af små genstande udført af António, som tørrede i solen. 

Naboen, Diogo de Macedo lagde mærke til knægtens talent, men ville dog have sin mening bekræftet. Det fik han af vennen Francisco de Resende, som var professor på Kunstakademiet. Det var ingen tvivl om, at den unge Soares dos Reis kunne blive til noget kreativt, men faderen skulle overbevises til at lade drengen uddanne sig som kunstner. Det lykkedes på trods af begrænsede økonomiske midler i familien.

António begyndte på kunstakademiet som 14-årig og blev færdiguddannet 5 år efter. Hans afgangsprøve var en skulptur af Lusitanernes helt, Viriato, som fik 1. præmie.

20 år gammel rejste han til Paris, hvor han arbejdede lidt i Ivons og Jouffroys gallerier. António Soares dos Reis var betaget af den store by Paris og dens kunstværker. Af og til udførte han et stykke arbejde og han fik flere gange førstepræmier på udstillinger. Her havde han ikke øgenavnet "Caniço" (strå pind), som sin far, men "voleur de prix", som på fransk betyder "førstepræmie-tyv".

I 1870 startede den fransk-prøjsiske krig og Paris blev belejret. Soares dos Reis følte sig utilpas ved situationen, men først under udførelsen af en tegning fik han 'et skub' til at forlade Frankrig. Historien fortæller at mens António Soares dos Reis var i gang med at tegne en dør i Saint Esprit i Bayonne distriktet, blev han fuldstændigt uberettiget arresteret og fængslet for spionage. Det lykkedes den unge kunstners venner at forklare situationen til myndighederne. António var nu klar over at tiden var kommet til at vende tilbage til Porto.

Soares dos Reis arbejder gik herefter mere i retning af den klassicistiske stil. Han ville observere og lære mere. Professorerne på Kunstakademiet var enige, og tilbød ham et stipendiat på 50.000 reis om måneden.  

Han rejste til Rom, og det var her, at en af kunstnerens mest kendte værker tog form - 'O Desterrado' blev lavet i Carrara marmor og er 178 cm høj.

Reis blev imidlertid presset af regeringen i Portugal, som ikke kunne forstå hvad den efterhånden berømte kunstner lavede i Rom i så lang tid. Han skyndte sig derfor hjem og færdiggjorde skulpturen i Portugal.

Skulpturen 'O Desterrado' blev udstillet i Madrid i 1881 og fik 1. ærespris. Soares dos Reis fik som annerrkendelse tittel af 'Rider af Carlos III Ordenen' af den spanske konge Afonso XII.

En avis påstod efterfølgende at værket ikke er udført af Reis. Ant´onio Soares dos Reis ære genoprettedes først da Markis af Tomar, som var Portugals ambassadør i Rom, kunne vidne på at Soares dos Reis var ophavsmanden til "O Desterrado".

Byen Porto blev nu kunstnerens base og han lejede sit første atelier. Arbejdet omfattede også arbejder til venner. Én af dem var en præst, som bestilte et krucifiks i træ til kirken S. Cristóvão i Mafamude. Værket var perfekt mente mange, og det blev bemærket at "den havde selv de Hellige lemmer på" ... dog med et stykke satinstof, som skulle passe på at alt ikke blev afsløret. 

Soares dos Reis søgte hele tiden nye vej og hans værker blev mere naturalistisk. Ikke alle havde forståelse for dette stilskift. Den berømte kunstner søgte i 1870'erne stillingen som professor på Kunstakademiet, og med et gips arbejde - "Narciso" (narcissisten) som bevis på sin kunnen, fik han stillingen. Stillingen som professor sørgede for at Soares dos Reis herefter kunne leve med god økonomisk stabilitet.

Han fik stadig utallige bestillinger på skulptørarbejder, men hans stil naturalismen gjorde ikke altid modellerne tilfredse. Modellerne, som på den tid typisk selv betalte for arbejdet var ofte meget velhavende. De fleste kunder ville helst foreviges som stærke og imponerende figurer med skjulte sjæle, men Soares dos Reis kunne bedst lide at vise hvad han selv så, hvilket ofte var den blødere side af modellerne.

Soares dos Reis følte sig indimellem alene og frustreret, og det udviklede sig til en depression for ham. Det var ikke altid nemt at blive forstået, og det gik ham på. Måske kunne det hjælpe at blive gift.

En pige, som var barnebarn af vennen og mæcenen Diogo de Macedo, havde altid beundret ham, og bedstefaderen var glad ved tanken om ægteskab mellem de to på trods af aldersforskellen.

Amélia Aguiar de Macedo og António Soares dos Reis blev gift i juli 1885, men det kom kun til at vare 4 år.

Reis følte sig i begyndelsen langt bedre tilpas i ægteskabet og glædede sig til at gå i gang med en statue af Portugals første konge D. Afonso Henriques.

Ulykkelige år eller måske en flugtfornemmelse
Desværre var ægteskabet med Amélia ikke tilstrækkeligt til at klare depressionerne.

Soares dos Reis konkurrerede på et tidspunkt om to statuer til Aveiro og Lissabon, men vandt ikke. Ét af hans projekter til reformering af kurset i skulptur blev også afvist.

Det forekom Soares dos Reis meget svært at kæmpe imod traditionerne. Han blev distræt, fjern og lagde ikke længere mærke til hvem han mødte på gaden. Selv gamle bekendte kunne han overse, hvilket ikke faldt i god jord.

Privatlivet gik heller ikke så godt. Der var kommet børn til, men aldersforskellen mellem Amélia og António og ikke mindst de forskellige interesser adskilte dem. Alting gav anledning til diskussioner, og uden for hjemmet florerede intrigerne og bagtalelserne.

Soares dos Reis blev indlagt på en klinik i Lissabon og blev for en tid bedre, men det holdt ikke længe.

Han arbejdede samtidig med en buste af englænderen, Mrs. Elisa Leech. Ansigtets naturlige anatomiske former, som tolket af Soares dos Reis, syntes modellen ikke om. Værket blev dog betalt, men aldrig afhentet.

Tiltagende depression
Soares dos Reis var efterhånden blevet 40 år gammel og i sin ensomhed følte han sig ofte bedre tilpas med lange gåture ved stranden i Gaia syd for Duoro floden. Her legede han med børn, som han traf på sin vej. I datidens Portugal havde man svært ved at acceptere excentrikere og nogle borgere kaldte ham "den lille tossede".

Soares dos Reis befandt sig en dag på sit atelier i huset i Gaia, som han også boede i. Her var han i gang med en buste af Fontes Pereira de Melo, som var en fremtrædende politiker i datidens Portugal.

António Soares dos Reis var deprimeret og ulykkelig. På en væg skrev han:
"Jeg er kristen, men med disse betingelser er livet for mig uudholdeligt. Jeg beder om undskyld til dem jeg uretfærdigt fornærmede, men tilgiver ikke dem som har såret mig - Soares dos Reis".

Den 16. februar 1889, klokken 8.00, i Luis de Camões gade i Vila Nova de Gaia hørtes to skud. Ved siden af den berømte skulptør fandt man den revolver, hvormed han havde skudt sig selv i hovedet.

António Soares dos Reis er på trods af sit korte liv med mange depressioner én af Portugals mest fremtrædende billedhuggere og kunstprofessorer gennem tiderne.

I Porto ligger det nationale Soares dos Reis museum, som i øvrigt er Portugals ældste nationale musem.

Portugalnyt retter en stor tak til Fernando C. Kvistgaard, der har bidraget som hovedforfatter af denne artikel.

Portugalnyt er meget interesseret i at modtage respons (e-mail) med kommentarer til emnerne eller forslag til nye emner.