Braga - barokstil og religiøst centrum
Braga ligger i den nordlige del af Portugal i Minho regionen ikke langt fra Portugals nordlige grænse til Spanien. Fra Porto til Braga er der 60 kilometer og afstanden til Lissabon er ca. 370 kilometer. Byen har omkring 150.000 indbyggere og er dermed sammen med Coimbra den tredje største by i Portugal efter Lissabon og Porto.
Byen er kendt for sine imponerende bygningsværker i barok-stil og for at være det religiøse centrum i Portugal. Portugals ærkebiskop residerer i Braga. Levestandarden i Braga ligger over Portugals nationale gennemsnit og byen har sit eget universitet, som hedder Universidade do Minho og desuden en regional afdeling af Det Katolske Universitet med fakulteter i sociologi, filosofi og teologi.
Braga er det administrative center i Minho regionen som i alt har over 800.000 indbyggere. Minho er måske mest kendt for Vinho Verde, som er en frugtagtig perlende vin.
Hotel i Braga Et dobbeltværelse på hotel i Braga koster på turistklasse fra omkring 45 euro per nat svarende til 330 kroner. Et fire-stjernet hotel vil typisk ligge på omkring 60 euro per overnatning eller små 450 kroner inklusive morgenmad.
Se også: Feriebolig i Nordportugal med swimming pool. Seværdigheder i Braga
- Sé de Braga - Bragas domkirke og et af de mest kendte bygningsværker i byen.
- Bom Jesus do Monte er et helligt sted, som ligger lidt udenfor Bragas bymur. Det er et populært pilgrimssted med en kirke (det er jo Braga) og desuden én af Bragas mest populære seværdigheder. Der går en tovbane op til Bom Jesus do Monte. Selv om man ikke er religiøst interesseret er det en oplevelse at tage derop.
Se mere om Bom Jesus do Monte.
- Estádio AXA - se nedenfor under fodbold
- Praça da República er Bragas hovedtorv med masser af caféer og et af de hyggeligste og mest stemningsfulde steder i byen.
- Igreja de Misericórdia - renæssance kirke
- Igreja de São Paulo. Kirken ligner en almindelig kirke udvendig, men er meget flot udsmykket i barokstil indvendigt.
- Igreja do Populo. Kirke bygget i nyklassisk stil og med flisedekoration indvendigt.
- Museu Nogueíra da Silva er et kunstmuseum grundlagt af entreprenøren Nogueíra da Silva. Der er udstilling af portugisiske malerier, porcelæn, møbler og skulpturer fra renæssancen. Bygningen ligger midt i Braga og er omgivet af en fransk inspireret have. Link: http://www.geira.pt/mns/
- Museu dos Biscainhos er et gammelt palads, som er omdannet til museum. Også her finder man porcelæn, ure, kunstgenstande og portugisiske flisedekorationer.
- Castelo de Braga er resterne af Bragas middelalder borg.
- Mosteiro de São Martinho de Tibães er et benediktinerkloster i den lille by Tibães lidt uden for Braga. Klosteret er overordentligt smukt dekoreret i barok- og rokoko-stil.
- Påske-procession afholdes skærtorsdag aften og starter og slutter ved domkirken. I hele byen er der pyntet ved påsketid.
- Festas de São João er en midsommerfest med dans, musik, bål, processioner og meget andet. Afholdes d. 23. og 24. juni.
Bragas historie Der findes ingen nøjagtige optegnelser om byens tilblivelse. Man går ud fra at den blev grundlagt af kelterne og hed Bracari eller Bracara. Omkring kristi fødsel blev bynavnet ændret til Bracara Augusta til ære for kejseren Octávio César Augusto. Romerne holdt magten byen i ca. 400 år.
Bracara Augusta var knudepunktet for 5 vigtige romerske veje og har været området Galicia's hovedstad. Af disse veje gik én til Scallabis, som nu hedder Santarém, én til Olísipo (Lissabon) og én til Emerita Agusta, som nu er Mérida i Spanien.
I det 5. århundrede blev det romerske imperium invaderet af de barbariske stammer ved navn Alaner, Vandaler og Suever. I 419 besatte Sueverne Galicia og Braga blev rigets politiske og intellektuelle hovedstad. Senere kom Goterne efterfulgt af Visigoterne, som dominerede byen og området i mere end 300 år. På dette tidspunkt blev St. Martin af Dume biskop af Braga og fungerede som én af tidens mest betydningsfulde udbredere af kristendommen i Vesteuropa.
Maurerne gik i land på den Iberiske Halvø efter erobringen af Nordafrika i året 711. I år 715 nåede maurerne Nordportugal og Braga, som blev raseret og næsten forladt. 25 år efter erobrede Don Afonso, som var konge af Oviedo i Asturiaerne byen fra maurerne. Maurerne havde stadig stor magt i det sydlige Portugal, og fosøgte flere gange at generobre Braga, og det lykkedes også til sidst. Braga endte dog med at blive overgivet til kong Afonso III af Leon i det nuværende Spanien. På dette tidspunkt var der endnu ikke noget land, der hed hverken Portugal eller Spanien, men Braga var allerede godt i gang med at blive det religiøse center i området. Braga bliver derfor også kaldt 'Den portugisiske Rom' eller 'Ærkebiskoppernes By'.
Fodbold i Braga Er man historisk interesseret er Braga absolut et besøg værd, men der er desuden et livligt byliv med masser af restauranter og caféer. Braga har i øvrigt også ét af de bedste fodboldhold i Portugal og er på trods af byens størrelse både i 2007 og i 2008 med i UEFA cup turneringen. Bragas stadion har plads til over 30.000 tilskuere svarende til en femtedel af byens indbyggere, og alle kan naturligvis sidde ned. Stadion, som hedder Estádio AXA er meget imponerende i sig selv, da det er bygget ind i en klippe med udsigt over byen. Fodbold er i det hele taget meget vigtigt i Braga, som går under navnet 'Portugals Arsenal'. I november 2007 sendte Braga Sporting Lissabon hjem med en sæk på 3-0 efter en forrygende kamp.
Højdepunktet for Sporting Clube de Braga kom i august 2010, hvor klubben kvalificerede sig til Champions League efter at have slået Celtic og Sevilla - se artikel.
Portugalnyt retter en stor tak til Fernando C. Kvistgaard, der har bidraget som medforfatter af denne artikel. |
|
Bom Jesus do Monte, Braga - Foto: Jose Manuel |
|
| |