Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Aktuelle tips og links
Rejser til Algarve
Prøv ny søgemaskine
 
Billeje i Portugal 
- se aktuelle tilbud
 
Søg billige ferieboliger i Portugal - inkl. Madeira & Azorerne 
Søg ferieboliger
Log på Portugalnyt




Carvoeiro på Algarvekysten

Carvoeiro ligger mellem Albufeira og Portimão på den vestlige del af Algarvekysten. Omkring 5 km nord for Carvoeiro finder man byen Lagoa med godt 6.000 indbyggere, som Carvoeiro administrativt hører under.

I Carvoeiro, som også af og til kaldes Praia Carvoeiro, er der små 3.000 fastboende. Området i og omkring Carvoeira er meget kuperet, og det er derfor en god ide at leje en bil for at kunne komme rundt.

Den hyggelige samling af hvidkalkede huse ligger meget naturskønt i klipperne med bjerge i baggrunden. Carvoeiro er på mange måder pænere og mere afslappet end mange andre badebyer på Algarvekysten. 

Under menuen til højre ses en video med stemningsbillede fra Carvoeiro. Bemærk at denne video er optaget i december måned, hvor der også er dejligt meget solskin i Algarve.

Strandene ved Carvoeiro
Carvoeiros største attraktion er de fine sandstrande. Carvoeiro området omfatter følgende strande (fra øst til vest):

  1. Praia de Albandeira: 10 kilometer øst for Carvoeiro i retning mod Almanção de Pêra ligger en klippeformation med en naturlig strand i et fantastisk område, hvor man under klipperne også kan gå i skygge. Der er også en café/restaurant ved stranden.
  2. Praia da Marinha: 8 kilometer fra Carvoeiro finder man én af de flotteste strande omkring Carvoeiro. Med de spredte klippeformationer på og omkring stranden er sceneriet faktisk så flot at billeder fra Praia da Marinha ofte bruges i reklamefremstød for Portugal. Der kan godt være lidt trængsel på stranden i højsæsonen juli-august. Praia da Marinha kaldes også for Praia Dourada.  
  3. Praia de Benagil: 5 kilometer fra Carvoeiro ligger en lille fiskerby på klipperne ved navn Benagil. Stranden nedenfor i slugten er relativt lille og uden overvågning. Det er muligt at hyre en fiskerbåd i Benagil til en tur rundt i området.
  4. Praia do Cavalho: Omkring 4,5 kilometer øst for Carvoeiro findes Cavalho stranden, som er meget usædvanlig derved at man kommer til den via en tunnel i klipperne. Der ligger også en bar for turister i klipperne. 
  5. Praia de Vale Centeanes: Tæt på Carvoeiro centrum finder man en stor dejlig strand, som i 2003 fik opfrisket udseendet. Der er installeret en trægangbro til badestranden, som også er et velegnet og spændende snorkling område. Centianes stranden har blåt flag for fint badevand i 2008.  
  6. Praia Vale de Covo: Bag ved Almansor hotellet godt to kilometer vest for Carvoeiro centrum ligger en lille strand mellem klipperne.
  7. Praia Carvoeiro, som også har givet navn til byen er en lille og ofte velbesøgt strand lige foran byens torv. Den smukke strand er indkranset og i læ af klipperne og er desuden den eneste strand i Carvoeiro området, som også kan nås af gæster i rullestol. Om aftenen er der ofte underholdning på torvet i sommerperioden.
  8. Praia do Paraiso ligger omkring en halv kilometer vest for Carvoeiro. Ikke for strandgæster, som ikke har tålmodighed til trapper i klipperne. Stranden er ofte langt mindre besøgt end Carvoeiro stranden.  
  9. Praia dos Caneiros er en betagende lille strand med restaurant og café faciliteter. Den ligger i et meget naturskønt område omkring 6 kilometer vest for Carvoeiro, og der er ofte god plads. Caneiros stranden har blåt flag for fint badevand i 2008.
  10. Praia do Molho ligger ikke langt fra byen Ferragudo omkring 8 kilometer vest for Carvoeiro. Området er mindre besøgt da de fleste turister holder sig til Praia da Rocha mod øst eller strandene tættere på Carvoeiro mod øst.
  11. Praia do Pintadinho er en dejlig sandstrand med roligt vand omkring Ferragudo omkring 9 kilometer fra Carvoeiro.
  12. Praia de Ferraqudo er en stor populær strand ved Arade flodens munding lige over for Portimão Marina. Stranden har alle faciliteter og muligheder for vandsport og windsurfing. Afstand til Carvoeiro er omkring 10 kilometer.

Se kort over strandene omkring Carvoeiro i bunden af denne side.

Nightlife i Carvoeiro
Med efterhånden et dusin developments d.v.s. områder med et stort antal ferieboliger og hoteller er der specielt i sommerperioden ret livligt i Carvoeiro.

På trods af det store antal gæster er Carvoeiro ikke Portugals svar på Ibiza. Der er langt færre helt unge gæster, og dem som besøger Carvoeiro, kan som regel huske, hvad de lavede aftenen i forvejen.

Solnedgangen i Carvoeiro er et tilløbsstykke og iagttages selvfølgelig bedst med et køligt glad hvidvin på eksempelvis:

  • Hotel Almansor
  • Hotel Cristal
  • O Botega
  • Café Matabixo
  • Vale Centianes strand café'en
  • Albandeira strand café'en

Senere på aftenen er der liv og glade gæster i Carvoeiro's natteliv på blandt andet:

  • LSD Bar - med mange lokale gæster
  • Sullys Bar
  • Bote Disco - for de yngre (eller ungdommelige) med hang til house musik.

Aktiviteter og seværdigheder i Carvoeiro
I nærheden af Carvoeiro ligger bugten Algar Seco, som er et populært udflugtsmål med sine usædvanlige klippeformationer. Her kan man også spise eller bare sidde og nyde udsigten. 

Fra strandene Benagil og Carvoeiro er det muligt at tage på sejltur med fiskerbåd rundt i området langs kysten og se de spændende klippeformationer tæt på.

I udkanten af byen ligger et tennis center og Carvoeiro har desuden bowlingbane.  

Dykning i Carvoeiro
I Carvoeiro finder man et dykkercenter ved navn Divers Cove i byen. Se mere på www.diverscove.de .

Golf i Carvoeiro
I nærheden af Carvoeiro ligger hele 3 golfbaner: Pinta, Gramacho og Vale de Milo.

Se også aktiviteter og seværdigheder i nabobyerne Portimão og Albufeira.

Ferielejligheder i Carvoeiro

Kontakt os gerne for alternative muligheder for at leje feriebolig i Carvoeiro.

Praia Carvoeiro - Algarve
Strande ved Carvoeiro, Algarve

Rolige omgivelser i Carvoeiro, Algarve


Carvoeiro, Algarvekysten - Portugal


Kort over strandene ved Carvoeiro