Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Aktuelle tips og links
Rejser til Algarve
Prøv ny søgemaskine
 
Billeje i Portugal 
- se aktuelle tilbud
Log på Portugalnyt




Night life i Cascais

I Cascais bymidte tæt på havnefronten finder man det mere turistprægede område. Her spises der om dagen på de mange pubber efter engelsk forbillede. Der er servering på torvet og også ud til vejen mod stationen. Tjenerne er instrueret i at få så mange gæster ind som muligt og kan godt være lidt pågående.

Turistbarerne på torvet i Cascais
Senere på aftenen spilles der DJ-musik og festes og danses indtil omkring kl. 2 på barerne, som ligger på stribe på Camões pladsen i Cascais. Prøv f.eks. 'Chequers' eller 'The Palm Tree' eller irske 'o'Neils.'  Der er ofte mange engelske turister i Cascais, og for at de ikke skal føle sig for langt hjemmefra, kan man finde udskænkningssteder for både Guinness og den specialle engelske cider variant Strongbow. 

Her kommer de lokale også
Den bedste irske pub ligger lidt for sig selv, men i kort afstand fra de traditionelle turiststeder. Man finder o'Luain's på gågaden Rua da Palmaira i nærheden af stationen og ikke langt fra bymidtens apotek. På o'Luain's er der som regel en god blanding af portugisere og fastboende tilflyttere. Der serveres Sunday Roast med 'all the trimmings' søndag eftermiddag.

På Camoes pladsen i bymidten ligger også Beefeater Sports Bar, som i 'gamle dage' blev frekventeret af bl.a. Sporting Lissabon spillere og den daværende træner Bobby Robson. Mange af spillerne havde hus i Cascais. Beefeater ligger på første sal og er i januar 2011 åbnet med nye ejere og et betydeligt mere 'clean' interiør med fladskærme (kun TV) og gratis wireless forbindelser til kundernes medbragte laptops og notebooks.  

Er man mere til café miljø er 'Hemmingways' og 'Hot Stuff' på Cascais Marina et godt bud. Begge ligger på 1. salen i restaurant-komplekset på marinaen. På 'Hot Stuff' er der i sommerperioden sofaer udendørs og der afholdes af og til catwalk modeshow på udendørsarealet.

Autentisk stemning i Cascais
Cascais er om sommeren godt besøgt af turister fra bl.a. Frankrig, Spanien, Tyskland, Storbritannien og Holland. Priserne på turist-barerne er efter portugisiske forhold meget høje. For en mere autentisk portugisisk stemning kan man for eksempel gå på La Bodequita, som ligger i ved siden af Palm Three i Cascais bymidte. Baren kan se en anelse skummel ud udefra, men det er den overhovedet ikke. Der er et varieret klientel og særdeles billige 'imperiais' (små fadøl) efter Cascais-forhold.

I retning mod supermarkedet Jumbo overfor stationen og ikke langt fra Cascais bibliotek finder man på Avenida 25 de Abril inde i en smøge den udmærkede Piper's Pub. Pipers er ikke så moderne og der er en hyggelig stemning og priser, som nærmer sig halvdelen af, hvad mad og drikke de fleste steder koster på torvet i Cascais. Mange yngre lokale portugisere aflægger gerne Pipers et besøg for at mødes med vennerne. Der e råbent sent også i køkkenet, som er udmærket til prisen.  

Diskoteker i Cascais
Vil man på diskotek er klubben Rock & Shots populær og har åbent indtil sent. Tidligere var 'Coconuts' i nærheden af marinaen populær.  

For sommeren 2007 er der åbnet en lidt mere stilfuld klub i Cascais ved navn 'Rolls Royce'. Den ligger i Cascais bymidte i gågaden lige bag ved pubben O'Neill's. Man kan dog risikere at blive afkrævet en absurd entre ved indgangen - 100 euro eller mere. Det er så meningen at man i baren skal konsumere for dette efter portugisiske forhold meget høje beløb, som svarer til over 1/5 af en portugisisk mindsteløn. Er dørmanden i dét humør er det bedst at finde et alternativt sted. Der er mange.

Et andet populært sted i Cascais senere på natten er diskotek 'Baluarte', hvor der danses fra omkring kl. 1 til omkring klokken 5 om morgenen. Tæt på turistkontoret i centrum og i nærheden af den irske pub o'Luain's ligger alle 'englænder-barerne', som omdannes til diskoteker omkring kl. 22.30-23.00 om sommeren.

Irske pubs i Cascais
På pubben o'Neills og ikke mindst på o'Luain er der som oftest levende musik i weekenden og for o'Luain's vekommende også på udvalgte hverdage.

O'Luain's er kendt for at være den mest populære 'expat-bar' i Cascais med mange af de lokale fastboende udlændinge som stamgæster. Aldersfordelingen er som på en traditionel engelsk pub om vinteren, men til fester - eksempelvis Skt. Patricks Day d. 17. marts, er o'Luian's STEDET i Cascais både for unge og mere modne Cascais gæster med smag for Guinness og irsk/engelsk stemning. 

Om sommeren er o'Luain's livlig og fuld af turister, som de fleste andre café'er, barer og dansesteder i Cascais.

Alle de populære steder i Cascais ligger indenfor gå-afstand af hinanden.

Diskotek Tamariz i Estoril
Mange vælger desuden at tage til Estoril hvor diskotekskomplekset i Tamariz tiltrækker mange turister, lokale fra Estoril/Cascais samt lisboetter. Det kan dog være svært at komme ind på Tamariz, da dørmændene kan være restriktive; specielt senere på aftenen. Om vinteren lukker strand-diskoteket på Tamariz og i stedet åbner 'Jezebel', som ligger på bagsiden af Casino bygningen.

Estoril ligger godt et par kilometer fra Cascais og er kendt for sit natteliv og for Formel 1 banen nord for Cascais, som bærer navnet Estoril. Banen er dog ikke en del af Formel 1 programmet længere, men der køres stadig MotoGP (motorcykel) løb.

Casino Estoril
Estoril er måske mest berømt for sit Casino, som er Europas største. Det var i øvrigt på dette kasino at forfatteren Ian Fleming, som under 2. verdenskrig arbejdede for den britiske flådes efterretningstjeneste, fik inspiration til sin første novelle 'Casino Royale' .

Portugal var under 2. verdenskrig neutral, og udenlandske agenter og diplomater flokkedes til  Lissabon og omegn. Ian Fleming kom under 2. verdenskrig forbi Estoril Casino på vej til USA og mener at have spillet Chemin de Fer (baccarat) og tabt stort - til en tysk agent.

Man behøver ikke at spille for at tage på Casino. Der er gratis adgang og dresscode er afslappet. Casino bygningen dominerer Estoril totalt og indenfor er den naturligvis et orgie i blinkende lys, musik og raslende mønter. De spillegale turister (og portugisere) sidder på rad og række ved de 1200 automater eller ved et af Black-Jack eller roulette bordene. Man kan for €20 (inklusive 1 drink) komme ind og se et af de mange shows som starter kl. 21. Vælger man show med spisning koster det fra €56 - ca. 400 kroner.  Der er desuden et galleri på første sal med skiftende udstillinger. Der går tog fra Cascais til Estoril indtil omkring kl. 1 om natten. Mere information på http://www.casino-estoril.pt/.

Cascais
Estoril Kasino - Foto: Portugalnyt