Luís Vaz de Camões (1524 - 1580)

Luís Vaz de Camões er navnet på én af Portugals største sønner. Camões som også kaldes 'prinsen blandt poeterne' blev så vidt vides født i Lissabon i 1524. Han sammenlignes ofte med de store digtere Homer, Vergilius og Dante. Camões skrev lyrik, drama og filosofiske essays, men det meste kendte af alle hans værker er hans episke digt "Os Lusíadas". Lusitanerne betyder portugiserne, og 'Os Lusíadas'  anses for Portugals National-epos.

På Camões' tid var Portugal en stormagt med vidt forgrenede interesser verden rundt bl.a. i Indien, Afrika og Brasilien. I Danmark var den kendteste kulturpersonlighed på det tidspunkt Tycho Brahe (1546-1601).

Camões forældre var af adelig herkomst. Faderen, Simão Vaz de Camões, var ridder og i slægt med kongen D. Afonso III¹ (1210 - 1279). Moderen, D. Ana de Sá e Macedo var fjern slægtning til den store opdagelsesrejsende Vasco da Gama.

I 1527 bredte pesten sig i Portugal og kongen D. João III og resten af hoffet flyttede til Coimbra i den centrale del af Portugal. Simão Vaz fulgte med kongen, men senere, på grund af økonomiske vanskeligheder, forlod han kone og barn (den da kun 3 år gamle Luís de Camões) og rejste på eventyr til Indien hvor han døde i den portugisiske koloni Goa et år efter.

Da kongen vendte tilbage til Lissabon, forblev Camões i Coimbra med sin mor. Med støtte fra sin onkel D. Bento de Camões, som var provst i Santa Cruz klosteret, blev Camões, nu 10 år gammel, sendt til et af klostrenes kollegier i en 4-års periode for at studere kunst. Portugals på det tidspunkt eneste universitet var i 1377 blevet flyttet til Lissabon. I 1537 vendte det tilbage til Coimbra, og Camões meldte sig til teologistudiet. I år 1541, 17 år gammel, skiftede Camões til sin onkels store fortrydelse studieretning. I stedet for teologi foretrak den unge Camões filosofi-studiet.

Endnu i Coimbra og efterhånden 20 år gammel, traf han en dag, for første gang, i kirken D. Catarina de Ataíde, én af dronningens hofdamer og her startede en kærlighedshistorie, som senere ville vise sig at blive skæbnesvanger.

I 1548 var Camões efterhånden en del af hoffet og duellerede hyppigt på ord med andre poeter under damernes gunstige opmærksomhed. Han var nu en lært ung mand (han kunne bl.a. skrive på latin og castiliansk). Han havde læst Homer, Platon og Virgilius på deres modersmål. Med sit hidsige temperament, skarpe replikker til sine rivaler (mange gange duellering i vers), uforsigtigheder i sine relationer til D. Catarina og, mener man, tilnærmelser til selv prinsessen, gjorde Camões sig upopulær og skabte så meget fjendskab imod sig, at han blev nægtet adgang til hoffet. Han isolerede sig derfor et stykke tid i Alentejo provinsen, sydøst for Lissabon.

Byen Mazagan (nu Al-Jadida i Marokko), som Portugal havde erobret i 1502 blev belejret af maurere og Camões meldte sig i 1549 som soldat i kolonien Ceuta ved Gibraltar på den afrikanske nordkyst, hvor han blev i 2 år. Det gjorde ham fortjent til at modtage en "comenda" som var en præmie enten i penge eller et stykke jord, som man var forpligtet til at forsvare mod fjender. Under kamp blev Camões omkring 1550 såret og blind på sit højre øje. Også dette gav grund til drilleri, da han vendte tilbage til Portugal i 1551. Der gik ikke lang tid før den iltre unge mand  blev involveret i slagsmål. Men værre blev det, da Camões senere endte i en fægteduel med en funktionær fra kongens hestestutteri. Episoden sendte ham i fængsel, men gode relationer og venner fik ham dog hurtigt fri.

Lusiaden - Os Lusiadas
Påvirket af så mange uheldige omstændigheder, frustreret over den stigende dekadence og korruption i det etablerede samfund og med en stærk fornemmelse af at opleve begyndelsen til enden på Portugals storhedstid, går Camões i gang med at foregive Portugals historiske bedrifter i vers. Værket, "Os Lusíadas" (Portugiserne) skulle være den saltindsprøjtning til de værdier, som begyndte at gå tabt.

Den 24. marts 1553 forlod Camões Portugal for at tage til kolonien Goa i Indien. 3 år senere tog han til Macau i Kina, som på det tidspunkt var ved at komme under portugisisk kontrol. På grund af intriger måtte Camões vende tilbage til Goa, men denne gang som fange. Skibet forliste imidlertid, og han redede sig med nød og næppe i land. Legenden fortæller at Portugals nationaldigter havde manuskriptet til sit største værk 'Os Lusiadas' med sig under skibsforliset, og at han formåede at redde sine skrifter, men undslippe fangenskab kunne han ikke.

Gode bekendtskaber og venner, som han trods alt stadig havde, reddede ham til sidst ud af fængslet. Camões fik efterhånden hjemve og sammen med sin slave og ven Jau, en indfødt fra Java, gik han d. 7. april 1570, efter 17 års udlandsophold, i land i Cascais vest for Lissabon som en fattig og nedtrykt mand. Som følge af pengemangel flyttede han til Mouraria (ét af Lissabons mindre pæne kvarterer), hvor han boede sammen med sin gamle mor.

Digtet var færdigt, men skulle gennemgås af inkvisitionen. Censor og hans gode ven munken Bartolomeu Ferreira, gav ham den nødvendige "Imprimatur" (på latin: "Kan trykkes). Værket blev for første gang udgivet i 1572 med en masse tryk- og stavefejl.

"Os Lusiadas" blev læst op for kongen D. Sebastião, som meget fornøjet takkede Camões for indsatsen og belønnede ham med en treårig pension på 15.000 reis (datidens møntenhed) svarende til 40 reis om dagen (en tømrers dagsløn var 165 reis).

Camões levede sine sidste år som en fattig mand og ernærede sig ved salg af poesi til omvandrende musikanter. Det siges at slaven Jau bidragede med resultatet af tiggeri på Lissabons kirketrapper.

I juni 1580 havde pesten hærget i Lissabon i nogle år. I et mørkt værelse lå Camões med feber. Ingen var i tvivl. Hans mund åndede af en duft af en blanding af ingefær, kanel, kommen og safran: medicinen imod alle dårligdomme. I huset var ilden altid tændt - det hjalp, mente man, at brænde luft af, så den ikke blev kvalmende.

Portugals største digter gennem tiderne og forfatter til "Os Lusiadas" havde naturligvis kendskab til den unge portugisiske kong D. Sebastião's død i Alcacer-Quibir (Ksar-el-Kebir i Marokko) i 1578. Hans efterfølger på tronen den 70-årige D. Henrique var afgået ved døden i januar 1580. Den portugisiske kronens finanser nærmede sig afgrunden, så meget at selv Portugals selvstændighed nu var i fare. Luis Vaz de Camões sidste sætning var: "Omsider kommer mit liv til en ende og alle er vidne til, at jeg altid har elsket mit fædreland så meget, at jeg ikke alene dør i dets skød, men det dør også samtidigt med mig".

Camões døde d. 10. juni 1580, 56 år gammel. Samme år mistede Portugal sin selvstændighed og blev indlemmet i den iberiske union med Spanien.

Camões blev begravet udenfor kirkegården i Santanas klosteret. 16 år efter forsynede én af hans venner gravstedet med et marmormonument med følgende indskrift:

Her hviler
Luis de Camões
den største blandt sin tids digtere.
Han levede fattig og elendig,
Og således døde han år 1580.

Camões er den dag i dag en reference for det portugisiske sprog og betragtet som én af dets vigtigste grundpiller. "Os Lusiadas" er obligatorisk læsestof i alle portugisiske skoler og i undervisningen af portugisiske sprog i udlandet. Tit siger man "a língua de Camões" (Camões modersmål) i betydningen af "det portugisiske sprog". De fleste byer i Portugal har et torv eller en plads opkaldt efter Camões.

For at fejre digteren holdes helligdag den 10. juni som Portugals nationaldag eller Camões dag.

Danske H.C. Andersen var en stor beundrer af Luís de Camões og gendigtede passager fra hans værker på dansk som en hyldest til ham.

H. V. Lundbye, dansk chargé d'affaires i Tunis, oversatte i 1828 Luís de Camões' heltedigt "Os Lusiadas" til dansk.

¹Dom (D.) og Dona (D.)

D. er en forkortelse af Dom/Dona (maskulin/feminin). Titlen giver man konger, dronninger, prinser, prinsesser, biskopper og kardinaler og den skrives foran navnet. F.eks. D. Manuel, D. Isabel. Dom betyder Senhor på portugisisk, Herre på dansk og svarer til Sir på engelsk.

Infante = Prins; Infanta = Prinsesse.