Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Aktuelle tips og links
Rejser til Algarve
Prøv ny søgemaskine
 
Billeje i Portugal 
- se aktuelle tilbud
Log på Portugalnyt




Lissabons historie

Lissabon blev formelt hovedstad i Portugal i 1255, hvor kong Alfonso III af Portugal flyttede tronen fra Coimbra til Lissabon. Et af Europas ældste universiteter; mange vil sige Portugals fornemste, ligger stadig i Coimbra.

Portugals storhedstid
Årene fra 1415 til 1822 var Portugals storhedstid som søfarernation og kolonimagt. Lissabon var havnen de opdagelsesrejsende stod ud fra og vendte tilbage til med rigdomme og oplevelser fra fremmede himmelstrøg.

Nogen af de væsentligste kilder til Lissabons rigdom var guld, sukkerrør og kaffe hentet i Brasilien. Indtægterne fra slavehandelen i Afrika blev også i stor udstrækning kanaliseret hjem til hovedstaden.

Vasco Da Gama fandt i 1497 søvejen til Indien og snart bragte handelen med østen yderligere velstand til Lissabon. Blandt produkterne fra Indien var krydderier en stor artikel.

Lissabon ramt af jordskælv
I 1755 blev Lissabon ramt af sin største katastrofe nogensinde, da et jordskælv og efterfølgende tsunami ryddede eller beskadigede størstedelen af byen. En tredjedel af alle indbyggere i Lissabon omkom – omkring 90.000 mennesker.

Byen rejste sig imidlertid hurtigt igen på planer udarbejdet af Sebastião José Carvalho e Melo som bar titlen Marquês de Pombal. Lissabon har som følge af markis’ens fremsynede planlægning og vilje til nytænkning mange store imponerende pladser og store avenuer, som sammen med de gamle bygninger giver byen en helt særlig karaktér med masser af plads. Én af byens store pladser (og den tilhørende lokale metro-station) har navn efter markis’en. Med til historien hører at militæret efter katastrofen fik ordre til at omringe byen for at sikre at de overlevende bidrog til genopbygningen.

Starten af 1800-tallet bragte ufred til Lissabon. Napoleón invaderede byen og selv om de franske tropper med hjælp fra briterne blev smidt ud igen omkring 1814 havde Portugal vist sin svaghed og Brasilien løsrev sig i 1822.

Krigsår og borgerkrig i Portugal
Krigsårene og de mistede indtægter fra Brasilien tærede på økonomien, og det kulminerede i en borgerkrig i 1828-1834 om arvefølgen til tronen. I 1910 blev den portugisiske republik udråbt i Lissabon efter et kup, men allerede et par år før i 1908 var den ekstravagante kong Carlos blevet myrdet af tilhængere af republikken. Portugal nåede også at blive erklæret bankerot hele to gange i 1892 og 1902. I perioden mellem 1910 og 1926 var der i Portugal mere end 40 regeringer ved magten; mange af dem kun demokratiske af navn.

Almindeligt kaos, korruption i regeringen og fattigdom blandt den almindelige befolkning var efterhånden det normale. Det var sikkert grunden til at mange af Portugals borgere og politiske partier fandt kuppet i 1926 acceptabelt. Hæren støttede kupmagerne, som bestod af højreorienterede officerer og folk fra den portugisiske elite.

Lissabon under 2. Verdenskrig
Under 2. Verdenskrig var Lissabon et af de få tilflugtssteder med en åben havn for flygtninge fra hele Europa. Byen klarede sig via Portugals neutralitet helskindet gennem krigen, og det vrimlede efter sigende med spioner og diplomater i Lissabon i krigsårene.

Fra 1932 til 1974 var Portugal en de facto diktaturstat ledet fra Lissabon (indtil 1968) af den til tider (mod sine politiske modstandere) hensynsløse António de Oliveira Salazar. En mere tiltalende side af Salazar, som tidligere havde været økonomiprofessor ved Coimbra universitetet, var at han medvirkede til at stabilisere sit land økonomisk efter perioden med megen armod og stor fattigdom. Salazar blev tilbudt posten som finansminister allerede i 1928 og blev efterhånden den ledende figur i hvad der kaldes den portugisiske ’Estado Novo’ – den nye stat.

I en nyligt afholdt undersøgelse i begyndelsen af 2007 er Salazar fortsat den portugiser, som nyder størst respekt i befolkningen. Der har dog også været mange kritiske røster, som har stillet spørgsmål ved, hvorvidt Salazar overhovedet skulle have lov at blive nomineret til afstemningen som foregik per SMS og over internettet. 

I årene 1974-1975 efter at Portugal opgav at videreføre sit herredømme over Mozambique og Angola var der en stor indvandring til Lissabon af flygtninge fra de tidligere afrikanske kolonier.

I menu'en til højre findes mere information om de enkelte bydele i Lissabon, særlige oplevelser og seværdigheder samt informationer om natteliv og praktisk information.

Praca do Comercio, Lissabon
Praça do Comércio, Lissabon - Foto: Ole Danborg