José Malhoa (1855-1933) Maleren José Vital Branco Malhoa blev født i byen Caldas da Rainha den 28. april 1855. Caldas da Rainha ligger ca. 90 km nord for Lissabon og er en mindre portugisisk by med godt 25.000 indbyggere 8 kilometer fra Atlanterhavskysten. Caldas da Rainha betyder direkte oversat 'dronningens varme kilder'. Som kun 12 år gammel blev Malhoa sendt på Escola de Belas Artes (kunstakademiet), hvor han hvert år vandt første præmie blandt de studerende.
Sammen med maleren Columbano Bordalo Pinheiro blev Malhoa pioner i Portugal indenfor naturalismen. Det første arbejde han udførte på bestilling var at male loftet på koncert salen i Conservatório Real de Lisboa, som var det Kongelige Konservatorium i Lissabon. Senere blev salen til "Supremo Tribunal de Justiça de Lisboa" - den nuværende Højesterets Sal i Lissabon.
Grupo de Leão Man kan ikke nævne José Malhoa uden også at nævne kunstnergruppen Grupo de Leão, som bestod af Lissabons avantgarde kunstnere i starten af det 20. århundrede heriblandt maleren Columbano Bordalo Pinheiro. Grupo de Leão betyder 'løve gruppen'. José Malhoa var med i gruppen, men forlod den i 1889. Medlemmerne af Grupo de Leão var udover de kunstneriske udfoldelser også kendte (og berygtede) for byturene i Lissabon, hvor blandt andet Art Deco café'erne 'A Brasileira' i Lissabon bydelen Chiado og 'Nicola' på Rossio-pladsen var faste stoppesteder. Museu do Chiado har en permanent udstilling, som inkluderer værker af de fremstormende moderne kunstnere i starten af det 20. århundrede. Det kendteste værk er nok Columbano Bordalo Pinheiros selvportræt.
Maleriet O Fado Malhoa er nok mest berømt for sit maleri 'O Fado', som måske er det bedste visuelle udtryk af Portugals berømte sørgmodige og dramatiske fado musik. Fado betyder skæbne og mange, specielt lidt ældre portugiserne, nyder stadig at lytte til musik og sang som udtrykker dyb lidelse og melankoli.
Populær hos middelklassen i Portugal Én af grundene til at José Malhoa er beundret og elsket i Portugal er at han aldrig mistede forbindelsen til Portugals oprindelige kultur. Han er nok én af de portugisiske mestre, som bedst formår at gengive datidens problemer. Et eksempel herpå er billedet 'Bêbados', som betyder 'drukkenbolte' og 'O Emigrante', som kan oversættes med 'emmigranten'. Malhoa var heller ikke selv født med en sølvske i munden, og en stor del af Portugals befolkning levede på Malhoa's tid under meget fattige kår. Mange af Malhoas malerier blev lavet udendørs, og han er da også kendt som en eminent landskabsmaler. José Malhoa var populær hos middelklassen i Portugal og fik efterhånden anerkendelse og opgaver som portrætmaler af den portugisiske elite. Malhoa har blandt andet udført portrætter af kong D. Carlos I og kronprins D. Luis Filipe. I 1890 var Malhoa medstifter og blev senere formand for kunstnersammenslutningen Grémio Artístico.
Museu de José Malhoa I Caldas da Rainha findes "Museu de José Malhoa" hvor mange af hans malerier er udstillet sammen med værker af andre portugisiske malere. Museet udstiller også skulpturer, medaljoner, tegninger og keramik. Museets hjemmeside er en del af det store Instituto Português de Museus og er også på engelsk. Museet har lukket om mandagen.
José Malhoa var inden sin død i 1933 allerede meget berømt i Portugal. Han var dog ikke synderligt interesseret i udlandet og nåede faktisk aldrig at komme uden for Portugals grænser. Det gjorde hans billeder derimod. José Malhoa's værker har været udstillet i blandt andet Skt. Petersborg, Rio de Janeiro, Paris og Berlin. José Malhoa museet i Caldas da Rainha var i 1940 det første museum i Portugal, som blev bygget med henblik på at rumme en specifik kunstners værker.
Portugalnyt retter en stor tak til Fernando C. Kvistgaard, der har bidraget som medforfatter af denne artikel.
Portugalnyt er meget interesseret i at modtage respons (e-mail) med kommentarer til emnerne eller forslag til nye emner. |
|
Maleriet "O Fado" af Jóse Malhoa, 1910 |
|
Maleriet "O Emigrante" af Jóse Malhoa |
|
|