Sintra - byen med storslået arkitektur
Området omkring byen Sintra nordvest for Lissabon er et af de kønneste i Portugal.
Der er omkring 35 kilometer til Lissabon, men det kan føles lidt længere, da der som regel er en del trafik på IC19 hovedvejen mellem Lissabon og Sintra.
Sintra har altid været et eftertragtet sted at bosætte sig. Danmarks nok mest berømte forfatter gennem tiderne H.C. Andersen besøgte Sintra i 1866 og boede nogen måneder hos vennen og bankmanden Jorge O'Neil.
Sintra var berømt allerede i middelalderen for sine klostre. Senere blev byen et yndet opholdssted for de portugisiske konger og adelige, som gennem tiden efter det store jordskælv i 1755 byggede mange slotte og palæ'er i og omkring Sintra.
I dag er der omkring 26.000 fastboende indbyggere i Sintra.
Romantisk arkitektur i Sintra I det 19. århundrede udviklede Sintra sig til et center for den romantiske arkitektur, som dyrker det mystiske og det fantastiske. Den romantiske arkitektur i Sintra ses måske bedst i det berømte 'tornerose slot' Palacio da Pena (se nedenfor) i Sintra, der med sine mange tårne i forskellige farver er som taget ud af et eventyr.
Byen Sintra er udnævnt til UNESCO World Heritage Site på grund af sin arketektur.
Der er konstant mange turister i Sintra eller Cintra, som bynavnet også staves på gamle skilte.
Sintra ligger spredt ud over et ret stort areal og kan groft sagt inddeles i fire områder.
Det gamle historiske Sintra Den gamle bydel, som også kaldes Vila Velha eller Sintra-Vila bliver betragtet som Sintras center. I den gamle bydel finder man blandt andet Palacio National de Sintra og i de små hyggelige forretningsgader kan man finde alt fra traditionelt portugisisk kunsthåndværk til mere traditionelle turist-suvenirs.
I det gamle Sintra finder man også et legetøjsmuseum og et stort udvalg af fortovsrestauranter.
Estefânia Estafania bydelen ligger halvanden kilometer nordøst for den gamle by og er den nyeste del af Sintra.
Portela de Sintra Lidt vest for Estafania ligger bydelen Portela de Sintra, hvor man finder Sintras busterminal. Det er også Portela man ankommer til, hvis man tager toget fra Lissabon. Toget til Sintra afgår fra bydelen Rossio i hjertet af Lissabon. Stationen på i Rossio er selv en seværdighed i typisk Gotisk Manuelinsk arkitektur.
São Pedro de Penaferrim Denne bydel ligger sydøst for det gamle Sintra. På pladsen Praca Dom Fernando II afholdes der Feira da Sintra (Sintra marked) den anden og sidste søndag i hver måned. Markedet kaldes også Feira de São Pedro. Her kan man købe alt fra madvarer til tøj og antikviteter. Eller hvad med en levende høne? Der er noget for enhver smag inklusive friske frugter og grønsager, og køber man stort ind kan der som regel forhandles om priserne.
På Praça Dom Fernando II ligger også restauranten Cantinho de São Pedro, som serverer traditionelle portugisiske retter. Her kan man blandt andet få den specielle gryderet Porco com Amêijoas à Alentejana, som består af svinekød med muslinger. Retten er fra Alentejo regionen. Prøv den - det smager langt bedre end det lyder. Se opskrift på engelsk.
Hotel i Sintra Der er mange muligheder for at overnatte i Sintra. Området er absolut ikke det billigste i Portugal, men man kan dog finde hoteller på turistklasse, hvor en overnatning for to i dobbeltværelse ligger omkring 400 - 600 kroner. Sintra er populær så book god tid i forvejen.
Der er også mulighed for at forkæle sig selv i Sintra. Det 5-stjernede Sintra hotel Penha-Longa med egen golfbane, spa og top-restaurant tilbyder dobbeltværelser fra omkring 2.100 kroner per nat. Penha Longa er dyr, men får særdeles gode reviews.
Bed & Breakfast i Sintra er også en mulighed. Priserne starter ved omkring 300 kroner for én overnatning i dobbeltværelse med eget badeværelse. Som regel er det dyrere jo tættere man kommer på det gamle historiske Sintra.
Seværdigheder i Sintra
- Palacio da Pena - Slottet ligger syd for Vila Velha og er nok det kendteste slot i Sintra. Den prægtige bygning ligger på en bakketop og kan ses helt fra Cascais 20 kilometer væk. Pena slottet er sjovt og spændende. Det er så tilpas mystisk og eventyragtigt at mindre børn sagtens kan lade fantasien løbe.
Pena slottet var bolig for Portugals dronning Amélia indtil år 1910. Slottet er nu indrettet som museum. Man kan blandt andet se, hvor kongefamilien levede, men det bedste er udsigten og de mange tårne og tilbygninger, som i alt sin kitch og magi gør slottet til noget helt for sig selv.
- Parque da Pena - Pena paladsets slotspark ligger mellem Castelo dos Mouros og Pena slottet. Har man god tid er det en god ide at besøge parken omkring Pena slottet. Parkområdet er oplevelse med sine søer og eksotiske planter.
Om sommeren kan der blive varmt omkring Pena slottet - specielt midt på dagen så husk solcreme. Der er adgang til Palacio da Pena via parken. En samlet billet koster 50 kroner for voksne og 30 kroner for børn.
- Monserrate Park - Denne naturpark er med cypresser, eukalytus og mange forskellige slags palmetræer er én af de smukkeste i området. Der er omkring 140 hektarer parkland. Monserate Park ligger små fire kilometer vest for den gamle bydel Sintra-Vila.
Oprindeligt blev parken anlagt af den engelske handelsmand Gerard de Visme og senere blev den udvidet af maleren William Stockdale, som fik hjælp af berømte Kew Gardens i London. Sidst i 1940'erne blev parken solgt til den portugisiske stat og stort set glemt. Man har bibeholdt parken stort set som man genopdagede den med dens flotte blanding af vildtvoksende planter og mere kultiverede anlæg.
Midt i parken er der en quinta. Quinta betyder større landejendom eller måske nærmere herregård. Der findes både store fornemme quinta'er og mere beskedne quinta'er. Quinta'en i Monserrate Parken hører så absolut til de fornemme og er opført i maurisk/arabisk stil sidst i 1850'erne. Som meget andet byggeri i og omkring Sintra er quinta'en i Monserrate præget af romantisk byggestil.
- Castelo dos Mouros - Det mauriske slot er af arabisk/maurisk oprindelse, men ser anderledes ud i dag som følge af renovering i 1800-tallet, hvor slottet fik 'en romantisk' arkitektonisk overhaling. Man har udsigt til såvel Pena slottet som Sintras gamle by fra Castelo dos Mouros.
Castelo dos Mouros har været beboet af mange forskellige lokale herskere. Efter at maurerne blev besejret i Lissabon i år 1147 overgav de sig i Sintra uden kamp. Slottet vedblev at være en fæstning indtil det 16. århundrede, hvor de sidste beboere på slottet var jøderne i Sintra, som per dekret ikke måtte blande sig med resten af befolkningen. Det endte dog med at jøderne i 1496 blev bedt om at forlade området. Først omkring år 1839 begyndte kongefamilien i Portugal igen at interessere sig for slottet og en restauration begyndte.
Slottet har omkring 450 meter mure og egen kirke (ruin) inden for murene. Den hedder Igreja de São Pedro de Canaferrim og er fra den romanske periode omkring det 12. århundrede. Inden for murene findes også en cisterne, som blev bygget af maurerne og var beregnet til at opsamle regnevand så borgen kunne klare sig uden vandforsyning udefra under belejring.
- Convento dos Capuchos - Capuchos klosteret er knap så kendt og velbesøgt som de øvrige seværdigheder i Sintra. Det hænger sammen med at det ligger helt for sig selv godt 7 kilometer fra det historiske Sintra.
Klosteret blev bygget omkring år 1560 og er ufatteligt lille i forhold til at 12 munke efter sigende har levet der samtidigt. Væggene er beklædt med kork og klosteret er en miniature verden som taget ud af eventyret Alice in Wonderland. Indgangsdørene er så lave at høje nordboer næsten må ned på knæ for at komme ind - hvilket også var meningen. Der er en lille park i forbindelse med klosteret.
Klosteret blev opgivet i 1834, da munkeordenen i Portugal blev nedlagt. Hvis man vil opleve at blive sat tilbage i tiden i Convento dos Capuchos må man gå dertil eller tage en taxi. Taxi-ture er dog stadig billige i Portugal, så man kan nøjes med 120-150 kroner for 'en returbillet' fra Sintra. Der er rundvisning i klosteret og entre koster omkring 50 kroner for voksne og 30 kroner for børn.
Se mere om de ovennævnte seværdigheder på hjemmesiden Parques de Sintra.
- Palacio Nacional de Sintra - Det nationale palads er én af Sintras største attraktioner. Det blev bygget og udbygget over mange hundrede år og man kan derfor se såvel Maurisk/Arabisk, Gotisk renaissance/Manuelinsk og Mudéjar stil, som omfatter brug af de typiske blå portugisiske kakler azujelos.
Palâcio Nationál de Sintra er et af de mest velbevarede middelalderslotte i Portugal og så absolut et besøg værd. Det er let at finde i Sintras gamle bydel Vila Velha.
- Cascais-Sintra Nature Park - Spredt rundt omkring i Portugal findes over 20 nationalparker. Cascais-Sintra nationalpark blev officielt udnævnt til nationalpark i 1994, men har været naturbeskyttet område siden 1981.
Området i Serra da Sintra er berømt for sin fantastiske natur og med beliggenheden kun 25 kilometer fra Lissabon er det et yndet udflugtsmål.
- Museu do Brinquedo - Legetøjsmuseet i Sintra består af en unik samling af legetøj. Siden han var 14 år samlede João Arbués Moreira på alskens legetøj og han fortsatte i sit voksne liv.
Efter mere end 50 år var samlingen efterhånden blevet så stor at den ikke kunne opbevares privat og Sintra rådhus besluttede at stille lokaler til rådighed. De over 40.000 stykker legetøj er den største samling i Portugal.
Legetøjssamlingen ligger nu i den gamle brandstation og omfatter også et multimedie rum og et værksted til restauration af legetøj. Der er lukket på legetøjsmuseet om mandagen.
- Quinta da Regaleira - Her er endnu et eksempel på storslået romantisk arkitektur. Quinta da Regaleira er et orgie i tårne og spir tilsat Manuelinske portaler og symboler fra tempelriddernes tid.
Slottet er fra starten af det 1900-tallet og 'designet' af italieneren Luigi Manini, som normalt arbejdede med opera opsætninger. Slottet er et af Sintras kendteste og mest flamboyante og dramatiske bygningsværker. Det blev bygget på foranledning af den brasilianske kaffe-millionær Antonio Augusto Carvalho Monteiro, som også gik under navnet 'Monteiro dos Milhões'. Det betyder frit oversat 'Penge-sæk Monteiro'.
Quinta da Regaleira ligger lidt afsides i Sintra gamle historiske bydel.
- Museu de Arte Moderna - Sintra's museum for moderne kunst er i intet mindre end verdensklasse. Det ligger i bydelen Estafãnia i det tidligere casino i Sintra.
Finansmanden Joe Berardo (kendt også for The Berardo Collection i Belém) har sammen med Francisco Capelo i Sintra samlet værker af blandt andet Andy Warhol, Roy Lichtenstein, Jackson Pollock og Yves Klein.
I 2008 er der desuden særudstilling om stilarten Art Deco i The Berardo Collection's Sintra afdeling. Se også hjemmesiden: Museu de Arte Moderna.
Events og festivaller i Sintra
- Festival de Música - Musikfestivallen i Sintra for klassisk musik finder sted fra midten af juni til midt i juli.
- Noites de Bailado - Endnu en musikfestival med fokus på klassisk musik. Noites de Bailado ligger i forlængelse af Festival de Musica og afholdes i det berømte hotel Palácio de Seteais haver.
Sintra området har utallige mindre kendte attraktioner som ikke er nævnt her. Prøv for eksempel at se bystyret i Sintra's hjemmeside.
Se også følgende video med de mest berømte steder i Sintra samt Fatima:
Se også boligsektion med boliger til salg i Sintra. |
|
Det nationale palads i Sintra - Foto: Jose Manuel |
|
| |