Annoncering
Kontakt os, hvis du er interesseret i at annoncere her på Portugalnyt: info@portugalnyt.dk



Aktuelle tips og links
Rejser til Algarve
Prøv ny søgemaskine
 
Billeje i Portugal 
- se aktuelle tilbud
Log på Portugalnyt




Taxa i Portugal

Det er billigt at køre med taxa i Portugal. I forhold til et land som Danmark er det meget billigt - specielt på kortere taxa-ture.

Taxipriser i Portugal
En taxi-tur på 3-4 kilometer koster eksempelvis kun mellem 4 og 5 euro sent på aftenen.

Skal man på en længere tur som for eksempel 40 kilometer, skal man regne med mellem 35 og 45 euro svarende til mellem 260 og 335 kroner.

Se også:
Dansk pokerspiller i taxi fra Algarve til Lissabon.

Særlige taxa gebyrer i Portugal
Sjovt nok er det dyrere at bestille en vogn end at praje den på gaden. Ringer man efter en taxi lægges der 80 cent eller omkring 6 kroner oven i turens pris.

Kufferter koster også ekstra. Regn med mellem 1 og 2 euro, som lægges oven i taxameter visningen, når turen er slut.

Uærlige taxa-chauffører
Der findes desværre en del taxa chauffører i Portugal (specielt i Lissabon), som fusker med taxameteret, og lufthavnene i Lissabon og Faro er deres foretrukne tilholdssteder.

Når det er sagt, har vi på Portugalnyt aldrig været udsat for forsøg på snyd under kørsel med taxa (som vi har opdaget). Normalt sætter vi os faktisk bare ind og betaler, hvad taxameteret siger.

Vi har derfor kun gode erfaringer med portugisiske taxachauffører, men vi har hørt mange beretninger fra både udlændinge og portugisere, som er blevet tørret for 5-10 euro ekstra ved at tage en vogn fra Lissabon lufthavn.

Nu er 5-10 euro til at bære, men siden Portugal i forvejen gør utrolig meget for sine turister, burde myndighederne forholdsvis let kunne udrydde den slags uvæsen.

Undgå at blive snydt i taxi
Det er i lufthavnene at langt de fleste snyde-glade taxachauffører i Portugal findes.

Vil man gardere sig mod for høje taxipriser kan man gøre følgende:

  • Få en pris på forhånd. Alle hyrevogne kører på taxameter, og det kan der ikke ændres på, men en ærlig chauffør ved, hvad en given tur sådan cirka koster.

    En pris på eksempelvis 30-40 euro fra Lissabon til Cascais/Estoril er fin (der er 30-35 kilometer). Kender chaufføren ikke prisen eller slynger han 50 eller 60 euro ud, så find hellere en anden vogn.

    En taxitur fra Lissabon lufthavn og ind til Lissabon centrum skal ikke koste mere end 10 euro og ofte mindre.

  • Sjovt nok er taxa'er som ankommer med passagerer på vej til lufthavnen ved afgangshallen som regel ikke ført af chauffører med de samme snyde-gener, som kan forekomme hos nogen chauffører i taxa-køen ved ankomsthallen.

    Et godt trick i Lissabon og mange andre lufthavne i Europa er derfor at gå hen og tage én af de vogne, som lige har sat passagerer af. Det kræver blot at man finder afgangshallen. Af og til får man endda hurtigere en taxa dér.

  • Alle chauffører har et identitetskort. Vil man klage over en chauffør skal man notere nummeret og eksempelvis henvende sig på turistkonteret (som også ved hvad man gør når man glemmer ting i taxa'en). Regn ikke med at få noget refunderet, men en klage kan ske at hjælpe andre i fremtiden.

Man kan aldrig gardere sig fuldstændigt, og vores erfaring er at generelt kan man godt stole på portugisiske taxachauffører, som i langt de fleste tilfælde er ærlige mennesker og i øvrigt meget hjælpsomme.

I Portugals større byer og i turistområderne om sommeren er trafikpropper normale stort set hele dagen. Det kan derfor let ske at chaufføren faktisk ved meget om trafikken og blot hjælper kunden ved at køre en rute, som er lidt længere, men væsentligt hurtigere.

Der er absolut ingen grund til at være nervøs for at tage en taxi i Portugal. Det værste der kan ske er at man betaler for meget i "turist-gebyr".

Det beløb man risikerer at blive snydt for er alt andet lige ikke noget at regne i forhold til hvad man kan komme ud for i mange andre europæiske storbyer.

Kommunikation med taxachauffører
Rigtig mange chauffører taler perfekt engelsk og tysk er også normalt via erfaring som gæstearbejder i Tyskland.

Man kan dog sagtens komme ud for at chaufføren enten ikke forstår engelsk eller engelsk med dansk udtale, og derfor er det bedst at medbringe adressen på, hvor man skal hen.

Da papir lapper har det med at blive væk og det ofte kan være endnu sværere at forklare hvor man skal hen efter en tur i byen, er det en god ide at skrive sin adresse på ferien i Portugal ind på sin telefon. Så er den altid ved hånden, når taxi chaufføren kigger måbende på én og ikke forstår en lyd af, hvad man siger.

Taxa på gaden i Portugal
Det er som regel let at finde en taxi, og man skal ikke være nervøs for at tage en fra holdepladser på gaden. Taxa'er i Portugal er enten beige (som i Tyskland) eller sorte med grønt tag. Man tager den første i køen.

I Lissabon er mange af vognene gamle udkørte diesel Mercedes taxaer fra først i 90'erne. Det forhindrer naturligvis ikke chaufførerne i at køre deres vogne som om det var racerbiler. Der er helt normalt i Portugal, og man vender sig til det.

I feriebyerne på Lissabonkysten er hyrevognene generelt nyere og i væsentlig bedre stand. Tager man en taxi i Portugal, skal man dog ikke forvente at chaufføren er lokalkendt uden for sit eget område. GPS har de færreste taxa'er i Portugal. De store hoteller kender alle til gengæld og har chaufføren besvær med at finde rundt, kan det være en hjælp at nævne et stort hotel, som ligger i nærheden af destinationen.

Betaling af taxachaufføren
Der er stort set ingen taxi'er, som tager imod kreditkort, men man kan dog altid bede chaufføren gøre holdt ved én af de mange multibanco ATM penge-automater.

Man skal heller ikke forvente at chaufføren altid kan give tilbage på 50 euro sedler for slet ikke at tale om 100, 200 eller de totalt ubrugelige 500 eurosedler (som svarer til en portugisisk mindsteløn). Sørg derfor for at have 20 euro sedler eller til kortere ture endnu mindre mønt. Det er desuden også meget bedre som turist ikke at håndtere store sedler i offentlighed.

Det er almindelig god stil omend ikke tvunget at give drikkepenge. I taxa'en er 5-10% fint. Har man kørt en lang tur vil 3-4 euro også være fint uanset at beløbet procentmæssigt er mindre.

Husk i øvrigt at betalingen for kufferten (som er standard i Portugal) ikke altid vises på taxameteret. 

Taxi Portugal
Mercedes Taxa på Azorerne - Foto: Gary Travassos