Cascais for 17 år siden
Der var grønne områder hist og pist i byen. F.eks. mellem Pão de acucar og posthuset. Der var en fastboende sigøjnerfamilie der, de boede i en gammel kølevogn.
Der var byens hundeven, en gammel, krumbøjet mand, som gik rundt med 3-4 hunde. De havde halsbånd på, hvorpå der med rød var skrevet i hånden: Cascais. Hundene gik frit ved siden af ham overalt i byen, uden snor.
Pão de Acucar (Jumbo) havde på 1.salen sin hårde-hvidevareafdeling. Endvidere var der en biograf, småbutikker og en pænt stor møbelbutik, med ret lækre moderne møbler.
Der var også en biograf på Av. 25. De Avril, på modsat side af Hotel Citadela, ret tæt på markedspladsen. Vi gik i biografen ofte, en billet kostede kun 7 kr. Halvvejs i filmen var der altid pause, for filmrullen skulle jo skiftes.
Mellem hospitalet og posthuset ved Rua Dr. Fransisco de Avilez var der et stort, græsområde. Der er i dag et højt hus.
Der var en del tomme grunde og forfaldne ubeboede huse og ruiner i Cascais og i Estoril.
Parken foran Casinoet var meget blomsterrig, vi synes gartneren er blevet lidt doven de senere år;)
Casinoet har ændret sit udseende indvendigt, rigtigt meget endda. Dengang var selve spillerummet helt separat fra det øvrige.
De fastboende udlændinge mødtes ofte i dagtimerne på John David´s café på strandpromenaden. Her kunne vi læse engelske og skandinaviske aviser. Hvis man skulle ud om aftenen, var det oftest på Josh´s bar det foregik. En lillebitte bar på hjørnet af Travessa dos Navegantes og Rua Afonso Sanches.
Den trippende gråhårede tjener på bartorvet var der også for 17 år siden.
Marinaen var ikke bygget dengang. Men overfor Parque Marechal Carmona var en lille strand, Praia de Sta. Marta ved Fyrtårnet. Der var frit udsyn fra stranden, og den var meget benyttet af fastboere. Nu er den lukket inde af marinaen.
Vores første lejlighed var beliggende i Rua da Bela Vista , den var 2-værelses i 3 etager (entré nederst), og den havde noget nær byens bedste udsigt fra terrassen. Den kostede ca. 3000kr om måneden incl. Forbrug.
Vi boede også på et tidspunkt i en lejlighed i Monte Estoril, overfor den daværende norske lille købmand. Vandledningerne i vejen skulle på et tidspunkt repareres, så de lukkede for vandet i 1 uge uden at nogen beboere brokkede sig!
Der var mange små shoppingcentre i Cascais og nærliggende småbyer, som var halvtomme. F.eks. 5 ud af 10 butikker var udlejet, resten stod tomme. Ofte var de beliggende i kælderetager under boligblokke.
Det var inden motorvejens tid, så i 2 af de 3 år vi nåede at bo i området, blev Avenida Marginal kåret til at være Europas farligste vejstrækning!
Når vi skulle i banken, var det ikke ualmindeligt at den ansatte lige skulle ryge cigaretten helt færdig inden han kunne ekspedere. På posthuset skulle man også være tålmodig, men hvis man havde travlt, kunne man bare gå ind forrest i køen, det var der ingen der tog notits af, det var helt i orden:)
Panisol var en købmandskæde. Den havde en slagterafdeling, hvor vi ofte fik slagteren til at hakke kødet til os, så vi kunne lave frikadeller og hakkebøf.
Der var en ”Mirakel-priser”-butik bag Pão de acucar, mener den hed Barão. De handlede med plasticmøbler, make-up og tøj i ukendte mærker . Vi købte nogle lækre Chevignon-håndklæder til ingen penge, og stor var vores overraskelse da vi en dag i herreafdelingen fandt ægte Red//Green-skjorter til 1000 escudos stykket (45kr).
