Hvorfor har lille Portugal fire gange så megen motorvej som Storbritannien målt i indbyggertal? Og 60 procent mere end tyskerne? Eller dobbelt så megen motorvej, som gennemsnittet i EU?
Fordi Portugal fra 1986 har fået foræret over 720 milliarder kroner, alene fra EU's strukturfonde (landbrugs-, fiskeri- og andre fonde ikke medregnet). Men hvorfor har Portugal brugt en fjerdedel af de 720 milliarder kroner på motorveje? Ja, det fortryder de nok også i dag. Men noget skulle alle de rare penge fra EU jo bruges til.
EU's plan var, at lande som Portugal, Grækenland og Spanien med et snuptag skulle op på hollandsk, finsk og tysk niveau, og euroen blev kronen på værket: nu kunne portugiserne låne og forbruge, ansætte sig selv i stat og kommuner, mens fabrikkerne lukkede, og importere afrikanere til at arbejde i marker og drivhuse og selv slappe af i skyggen.
Havde portugiserne i stedet beholdt escudoen, ville alarmklokkerne nok have bimlet i tide. Bevares, nu er køretiden fra Lissabon til den spanske grænse nedbragt med 40 minutter, men måske skulle man have ventet med at gennemhulle Portugal med tunneller og motorveje til den dag, hvor portugiserne havde andet at transportere på dem end korkpropper, malede kakler og vin af stærkt svingende kvalitet - måske en skønne dag endda nogle industriprodukter?
Christel Schaldemose skriver videre om EU-politik i morgen - og så kan du hver dag frem til Europa-parlamentsvalget d. 25. maj følge de to EU-politikere her på nationen!
Læs artiklen 'Messerschmidt: Portugals meningsløse motorveje' på http://ekstrabladet.dk/nationen/article2261884.ece